Henriette og Brøndby-fans gjorde 8-årige Simon blågul af lykke
Henriette Klose Abrahamsson så 8-årige Simon, som er Brøndby-fan, blive slæbt ind i FCK Shoppen i Knæk Cancer-showet. Det fik hende til at ville gøre noget godt

Henriette Klose Abrahamsson så 8-årige Simon, som er Brøndby-fan, blive slæbt ind i FCK Shoppen i Knæk Cancer-showet. Det fik hende til at ville gøre noget godt - og Brøndby-relateret for Simon - så hun samlede Brøndby-familien. FOTO: Jakob Brøste Hvis du spørger mange Brøndby-fans, hvad der for dem kendetegner det at holde med Brøndby IF, vil mange svare FÆLLESSKAB. Fællesskabet er en gennemgående værdi i klubben og den viste sig igen i fuldt flor i denne uge. Det store Knæk Cancer-show blev sendt på TV2 i lørdags. Her var et indslag med 8-årige kræftsyge Simon. Simon er Brøndby-fan, men blev i indslaget slæbt med ind i FCK Shoppen af Anders Breinholt, der holder med FCK. Henriette Klose Abrahamsson sad og så med. Et eller andet sted var hun overbevist om, at der ventede Simon noget Brøndby-godt, når de kom ud af butikken. Simon tog det i stiv arm og sendte et par kække kommentarer afsted, men der ventede ikke noget blågult. Det ærgrede Henriette, som besluttede sig at gøre noget ved det. Og nu kommer vi tilbage til det med fællesskabsfølelsen i Brøndby IF. - Jeg er selv rigtig stor Brøndby-fan og har brugt rigtig meget tid på stadion, før jeg blev mor. Jeg ville gerne give ham en Frederik Holst-trøje, som jeg selv havde fået i 18-års fødselsdagsgave. Jeg skrev så inde i en Brøndby-gruppe på Facebook, og derfra gik der en time, så havde jeg kontakt til hans far, fortæller Henriette til 3point.dk. - Det handlede for mig om, at jeg bare gerne vil se ham blive oprigtigt glad. Familien er i en svær situation, men de skal vide, at folk tænker på dem. Og så tog han mig bare med storm. Han er en lille dreng med meget mod. Men alligevel er han bare et barn, jeg sagtens kan se styrte rundt ude i haven. Massiv støtte fra Brøndby-familien Da Henriette fik fat i 8-årige Simons far, begyndte det at gå stærkt. De fik aftalt, at Henriette kunne komme med trøjen, men flere og flere Brøndby-fans ville også gerne hjælpe Simon med det blågule hjerte. - Da jeg havde fået kontakt til hans far, blev folk ved med at sige, at de gerne ville donere penge til et gavekort. Jeg havde taget 300 kroner ud af mit budget, for så kunne han få et flag eller noget andet til stuen, når han skal indlægges. Folk blev ved med gerne at ville hjælpe og jeg satte en deadline dagen efter klokken 12. Der stod så 6.000 kroner dagen efter. Henriette købte et gavekort på 1.500 kroner til Brøndby Shoppen til Simon og hævede resten til ham i kontanter, så han kunne købe lige hvad han havde lyst til for dem. Men der var flere, der gerne ville støtte Simon. - I mandags var jeg i Brøndby Shoppen og fortælle Simons historie. Jeg fik også fat i en fra Brøndbys kommunikationsafdeling og han kunne godt forstå, at jeg havde gjort, som jeg havde gjort. De ville gerne hjælpe med at støtte Simon. Men det skulle gå hurtigt, for jeg skulle allerede hjem til Simon tirsdag klokken 16. - Han ringede tilbage efter en times tid og sagde, at der ville ligge en pakke til mig om tirsdagen, inden jeg skulle hjem til Simon. Der lå en trøje med autografer og en lille hilsen til ham. - Der var også en rigtig sød mand fra Brøndby Support, der skrev til mig, at jeg skulle komme forbi Hytten og hente en gave. Jeg er helt sikker på, at han havde tømt hele Hytten, for der var godt nok meget. Stærk oplevelse og lykkelig Simon Da det blev tirsdag klokken 16, rullede Henriette og hendes søster ind på parkeringspladsen, hvor Simon og hans familie bor. De blev modtaget med åbne arme og af en henrykt Simon, som gjorde stort indtryk på Henriette. - Det var en meget stærk oplevelse. Hans far kom ud og tog imod min lillesøster og jeg på parkeringspladsen. Mit bagagerum flød jo i alt muligt Brøndby. - Han (Simon, red.) stod med julelys i øjnene, da vi kom ind. Han blev simpelthen så glad og skulle prøve alle tingene og vise mig, hvad han havde i forvejen. Det var som om jeg kendte ham. Det var et meget åbent hjem. - Det er ikke sidste gang, jeg har set Simon. Jeg tror ikke vores rejse slutter her, for han er en virkelig dejlig dreng og et positivt menneske. Jeg er sikker på, at han kan udrette meget bare ved sit humør. Brøndby-fællesskabet slog til igen. Simons far skrev på Facebook-gruppen, hvor det hele startede, at han var taknemmelig for alle hilsener, tilkendegivelser, hjælp og støtte, familien har modtaget, siden Simon tørnede ud i Knæk Cancer-programmet. Henriette er også glad for fællesskabet, der endte med at give Simon en dag, han sent glemmer. - Jeg havde ikke kunne gøre det uden alle de andre Brøndby-fans. Det gik simpelthen så hurtigt og der er endda folk fra Sverige, der har hjulpet. Selv Christian Nørgaard fra Superliga-truppen hjalp til. - Jeg har selv haft følelsen af fællesskab på stadion og at alle hjælper hinanden, så det er bare så fedt og Simon var så glad, slutter Henriette. Her fra 3point.dk ønsker vi Simon rigtig god bedring! Følgende fotos er taget af Jakob Brøste: