Helenius: Det var en rigtig god fodboldkamp
AaB's Nicklas Helenius var skuffet over ikke at få point i aftenens kamp mod Brøndby. Det var en god kamp fra begge hold og AaB havde chancer til at give et poi

AaB's Nicklas Helenius var skuffet over ikke at få point i aftenens kamp mod Brøndby. Det var en god kamp fra begge hold og AaB havde chancer til at give et point med hjem, mener han. Brøndby IF tog her til aften imod de forsvarende mestre fra AaB på Brøndby Stadion. Begge hold er spået til at spille med om medaljer, men har også haft det svært med at få spillet til at flyde. Derfor var der lagt op til et vaskeægte drama på Vestegnen her til aften, da de to mandskaber tørnede sammen i en vigtig kamp inden en landsholdspause. Det endte med en 2-1-sejr til hjemmeholdet fra Brøndby, men AaB fik lagt et tungt pres på hjemmeholdet, særligt i de sidste ti minutter. Den Aston Villa-udlejede angriber, Nicklas Helenius, havde blandt andet et nærgående hovedstød, som Lukas Hradecky på fremragende vis fik pareret over overliggeren. - Brøndby var gode til at spille i højt tempo og gode til at spille over midten. Kahlenberg og Ørnskov gør det rigtig godt. Der havde vi nogle problemer en gang imellem. Men Brøndby havde også svært ved at spille mod os, for vi havde vores chancer. Brøndby har også tilskuerne med sig i dag, sagde Helenius til 3point.dk efter aftenens kamp. - De spiller med høj selvtillid, men det synes jeg også vi gør. Den tog vi med efter vi vandt i Europa League. Jeg synes alt i alt det var en rigtig god fodboldkamp og begge hold spillede rigtig godt. Den unge angriber var dog skuffet over at nordjyderne ikke fik point med fra Brøndby Stadion. Han mente at de fik lagt pres på hjemmeholdet og havde chancer til at få point. - Vi har mulighederne til i hvert fald at få et point med herfra. Begge hold har gode chancer og hvis man kigger på chancerne i løbet af kampen, så vi har fortjent et point. Så vi er lidt skuffede, sagde Helenius til 3point.dk. AaB's næste udfordring i Superligaen er mod rækkens andet nordjyske mandskab fra Hobro.