
Teis Markfoged
Hedlund sad over med skade - forventes tilbage i den kommende uge
Simon Hedlund sad over med en skade, da Brøndby IF mødte Kolding IF i en træningskamp. Cheftræner Niels Frederiksen forventer ham tilbage i træning i den kommende uge.

Brøndby IF tabte lørdag med 2-1 til Kolding IF i årets første træningskamp. Brøndbys trup var uden Simon Hedlund. Svenskeren sad over med en mindre skade, fortæller cheftræner Niels Frederiksen.
- Han var ikke på noget tidspunkt tiltænkt at skulle spille i dag. Han har ikke rigtig trænet med holdet, for han har fået en lille overbelastning i låret. Det er ikke noget slemt. Men vi valgte at holde ham ude i dag for en sikkerheds skyld. Han er på træningsbanen igen i næste uge, der er ikke noget større problem med det, siger Frederiksen til 3point.dk.
Andreas Pyndt Andersen var i truppen og sad med på bænken, men kom ikke i kamp.
- Pyndt sad på bænken, men havde egentlig en rolle, hvor han bare skulle være klar til at komme ind, hvis der opstod en skade. Men hvis der ikke kom det, var det ikke planen, at han skulle spille og det kom han så ikke til.
Næste træningskamp for de blå/gule er om en uge, når det gælder AGF i Aarhus.