Teis Markfoged
Hebo roser Tshiembe: Han er sindssygt stærk og hurtig - virkelig hurtig
Mathias Hebo Rasmussen storroser sin tidligere holdkammerat i Lyngby, Kevin Tshiembe, som nu er ny mand i Brøndby IF.

Den tidligere Lyngby-spiller Mathias Hebo Rasmussen kender den nyslåede Brøndby IF-spiller Kevin Tshiembe rigtig godt fra deres fælles tid hos De Kongeblå.
Hebo, der denne sommer er skiftet til polske Cracovia, er begejstret over Brøndbys nye forsvarsspiller.
- Kev (Kevin Tshiembe, red.) er jo sindssygt stærk og hurtig, som i virkelig hurtig. Han var sammen med Warming den hurtigste på vores 30 meter sprinttest. Han er kommet lidt sent i gang, men man har altid kunne se at han havde potentiale. Første gang han kom op nedefra og trænede med os på førsteholdet er nogle år tilbage nu. Han har overraskende god teknik og kan sagtens spille gennem linjerne. Med årene er han blevet markant hårdere i sit spil, hvilket også virkelig kunne ses i foråret, hvor han vel efter Maxsø og Gartenmann var en af de stærkeste stoppere. Han er også en trussel på dødbolde, hvilket Brøndby IF også kan bruge pt, lyder det fra Hebo til 3point.dk.
Han understreger dog at Tshiembe ikke skal ses som en eventuel erstatning for Maxsø eller sammenlignes med ham. Tshiembes fart giver hans hold en fordel.
- Han skal ikke sammenlignes med Maxsø, de er to helt forskellige typer. I en trebackkæde vil han nok være bedst til højre. Når du har ham i forsvarslinjen kan du også godt tåle at stå højt. Det nød vi godt af i Lyngby. Vi kunne presse utrolig højt, fordi Kev var så hurtig til at kunne løbe folk op, så vi turde stå længere fremme på banen og være dominerende og holde på presset.
Hebo er sikker på, at Tshiembe var blevet rapper, hvis ikke han var blevet fodboldspiller. Der kunne de to godt være lidt uenige om musikken i omklædningsrummet, for Hebo nyder en god omgang dakkedak.
- Som person er han helt nede på jorden. Han er en rigtig rar person, der altid er smilende og tænker på folk omkring sig. Han er heller ikke så doven som før i tiden, ha ha. Han er fra Tingbjerg og har værdierne i orden. Og så tror han, at han er rapper jo, ha ha. Så hvis han ikke var blevet fodboldspiller, var han helt klart blevet rapper.
- Hvis han kan holde sig fri af skader, så kan han slå igennem i Brøndby IF. De spiller også en aggressiv spillestil, som passer ham godt. Han kan både støde op og dække af bag sig med sin fart. Men selvfølgelig skal han ind i det, da Brøndby IF er et helt andet tempo, og vigtigst af alt også et KÆMPE pres at spille under, da det betyder så meget for folk. Også for mig fra Vestegnen selv, så jeg ved det! Et forsigtigt bud er, at han måske starter i Parken søndag...
Kevin Tshiembe har skrevet under på en kontrakt til sommeren 2025 med Brøndby IF.
OBS: Nummeret på træningstøjet er ikke endegyldigt det nummer, Tshiembe skal spille i.