.jpg%3F2026-07-03T14%253A14%253A29.116Z&w=3840&q=75)
Jimmi Brandt Pedersen
Hattrick-helten André Escobar fejrer fødselsdag med Brøndby-kontrakt
André Escobar skriver på sin 15 års fødselsdag under på sin første kontrakt med Brøndby IF, fortæller han til 3point.dk.

André Escobar var et af de helt store samtaleemner på Brøndbys bane 2 lørdag eftermiddag. Den offensive midtbanespiller scorede nemlig hattrick i U/17-holdets 4-1-sejr over FC Nordsjælland.
Han er overordnet set godt tilfreds med præstationen mod FCN:
- Vi startede fint ud og jeg fik også scoret til 1-0. Vi havde rimelig godt styr på kampen, men så kom der en periode inden pausen, hvor fik fik lidt fejlkendelser imod os og havde lidt svært ved at håndtere det. Vi kom ud til anden halvleg, startede lidt halvskidt, men kom foran igen. Derfra fik vi kampen på vores præmisser, siger Escobar til 3point.dk.
- Det var overordnet set en fin kamp, hvor vi havde nogle gode perioder i løbet af kampen.
Escobar har startet de første to kampe for U/17-holdet i denne sæson og har kvitteret med fire mål og to assists. Han er årgang 2007 og altså lige rykket op fra U/15-holdet.
- Det har været fedt at få tilliden i at jeg har startet inde. Det er dejligt, når træneren tror på en. Jeg føler også selv, at jeg har grebet chancen.
Skriver kontrakt mandag
På mandag fylder André Escobar 15 år, og når man fylder 15, må man skrive kontrakt. Det gør Escobar på sin fødselsdag. Her sætter han sin underskrift på en tre-årig aftale med Brøndby, hvilket er det længste man må skrive med spillere under 18 år.
Det fortalte hovedpersonen selv til 3point.dk efter kampen, og det betyder meget for ham at kunne skrive under med den klub, som han holder med:
- Det gør jeg på mandag, der skriver jeg under på en tre-årig kontrakt. Det betyder meget for mig. Jeg har altid været Brøndby-fan - lige siden jeg var en lille dreng. At kunne spille for den klub, som man holder med, det er stort for mig.
André Escobar kom til Brøndby IF fra Roskilde Boldklub i januar 2021.