Hansen imponerede Silkeborg-træner
Brøndby IF er nu oppe på otte kampe i træk som ubesejret i U/19-Ligaen. Lørdag eftermiddag blev det 0-0 i Silkeborg, hvor hjemmeholdets træner lod sig imponere

Brøndby IF er nu oppe på otte kampe i træk som ubesejret i U/19-Ligaen. Lørdag eftermiddag blev det 0-0 i Silkeborg, hvor hjemmeholdets træner lod sig imponere af Brøndby-målmanden. 3point. dk har talt med de blå/gules anfører Nicklas Halse om kampen. Da Brøndby IF lørdag drog til det jyske søhøjland for at møde Silkeborg IF i U/19-Ligaen, havde holdet to mål med opgøret - udover at forsøge at vinde. Stimen uden nederlag, som inden lørdag var oppe på syv kampe, skulle fortsættes, og som følge deraf stadig at være inde i kampen om tredjepladsen og bronze-medaljerne. Til opgaven sendte Brøndby-træner Per Frandsen dette hold på banen:Andreas Hansen Daniel Anusic - Nicklas Halse (A) - mads Andersen - Marcelo Mendes Emil Welcher - Amir Al-Ammari Rezan Corlu - Mathias Andersen - Jamil Faizi Daniel Stückler
Arbejder ikke hårdt nok
Det blev et lige opgør, hvor holdene skiftedes til at have overtaget. Brøndby kom bedst ud til begge halvlege og sluttede også kampen bedst af, men Silkeborg havde også gode perioder, hvor gæsterne kom under pres og skulle prise sig lykkelige for Andreas Hansen i målet. I det hele taget var det målmændenes dag, så det var egentlig ganske logisk, at kampen endte uden scoringer. - Vi starter kampen rigtig godt ud i første halvleg, hvor vi får lagt et godt tryk på dem og får skabt lidt halve chancer. Derefter kommer vi ind i en rigtig skidt periode, hvor vi ikke arbejder hårdt nok. Resten af halvlegen er det Silkeborg der har overtaget, sagde Brøndby-anfører Nicklas Halse til 3point.dk efter kampen.
To fantastiske redninger
- Anden halvleg starter ligesom første, hvor vi lægger et godt tryk og dominerer kampen, men igen mister vi momentum og Silkeborg får mere og mere spil. I denne periode skal vi være glade for Andreas Hansen, som har to fantastiske redninger, fortsætter anføreren, og Silkeborgs træner er helt på linje omkring Brøndby-keeperen. - Vi spillede en god første halvleg, hvor vi kombinerede godt og skabte nogle gode chancer. Som kampen skred frem, blev spillet mere fysisk og duelpræget. Jeg er imponeret over, Brøndbys målmand fik reddet Gustav Dahls ellers rigtig flotte afslutning, og når det ikke lykkedes os at score, er jeg selvfølgelig glad for, vi ikke tabte, sagde Dennis Pedersen til Silkeborgs hjemmeside efter kampen.
Chancer til at lukke kampen
Silkeborg-træneren hentyder til et hårdt skud fra Gustav Dahl midt i feltet, som Andreas Hansen mirakuløst fik parreret. Som nævnt sluttede Brøndby kampen bedst af, men nu var det Silkeborgs målmand Nicolai Flø, som diskede op med afgørende redninger, der holder midtjyderne inde i en god stime efter sejre over henholdsvis FC Nordsjælland og FC København. - De sidste 20-25 minutter af kampen er det os, der styrer. Vi har også chancerne til at lukke kampen og nappe de tre point med hjem til Vestegnen. Men et fint resultat mod et formstærkt hold. Og så er det jo positivt at vi er ubesejret i de seneste otte kampe, slutter Niclas Halse af.
Kampen i tal
Silkeborg IF - Brøndby IF 0-0 46. minut: Kristian Larsen ind / Marcelo Mendes ud 68. minut: Frederik Simson ind / Jamil Faizi ud 73. minut: Rasmus Hansen ind / Amir Al-Ammari ud Gule kort: Tobias Olesen og Mikkel Frandsen (SIF) Gult kort: Nicklas Halse (BIF)Stillingen i U/19-Ligaen Brøndby IF's kampprogram Næste gang Brøndbys hold i U/19-Ligaen skal i aktion er allerede nu på onsdag kl. 18:30, hvor FC København tager imod. I skrivende stund er prestigeopgøret - en udsat kamp fra efteråret - programsat til KB's anlæg.