3POINT
Nyheder17. jan. 2015

Halse: Vi dominerede kampene

Brøndbys Nicklas Halse var udnævnt til anfører og fik fuld spilletid, da det danske U/18-landshold spillede to kampe i Qatar. Det danske U/16-landshold var lige

3point person
3point.dk17. jan. 2015

Brøndbys Nicklas Halse var udnævnt til anfører og fik fuld spilletid, da det danske U/18-landshold spillede to kampe i Qatar. Det danske U/16-landshold var ligeledes i Qatar, og her var Brøndby repræsenteret af hele fire spillere. Desuden fik Holmbert Fridjonsson fredag aften debut på det islandske landshold. I den forløbne uge har både det danske U/16- og U/18-landshold været en tur i Qatar. Tirsdag spillede begge hold mod Iran, og onsdag stod de så over for Aspire - et akadamihold med de bedste spillere i Qatar fra hver årgang inklusive et antal udlændinge. Ialt blev det til fire danske sejre i de fire kampe. Tirsdag vandt U/16-landsholdet 4-2 over Iran med Mads Stefansen (AaB) og Jens Odgaard (Lyngby BK) som dobbelte målscorere. De samme to spillere samt Carlo Holse (FCK) scorede onsdag, de det blev til en sejr på 3-1 over Aspire.

Reservekeeper i to kampe samtidig

Alle fire Brøndby-spillere kom i aktion. Keeper Casper Hauervig stod i onsdagens kamp, mens det blev til en plads på bænken mod Iran. Her skal det bemærkes, at Hauervig faktisk også var reservekeeper på U/18-landsholdet, der spillede samtidig - også mod Iran. Højre back Christian Johansen fik samtlige 80 minutter i begge kampe, mens den offensive midtbanespiller Karl Dines Appelt blev skiftet ind i 51. minut mod Iran og ud i 49. minut mod Aspire. I de samme minuttal skiftede kantangriberen Andreas Bruus den modsatte vej.

Nicklas Halse igen udnævnt til anfører

På U/18-landsholdet var Nicklas Halse ene om at repræsentere Brøndby IF, men i lighed med den seneste U/18-landskamp på Tingbjerg Ground mod Montenegro var Halse udnævnt til anfører og spillede samtlige 90 minutter i begge kampe. - Mod Iran startede vi godt ud i første halvleg, hvor vi dominerede kampen og skabte chancer mod et hold, der stod meget lavt og ikke havde meget at komme med offensivt. Iran fik dog scoret på et flot frispark, som var deres eneste skud på mål i hele kampen. Efter vi kom bagud, fik vi lavet nogle justeringer og vendt kampen til 2-1, sagde Nicklas Halse til 3point.dk efter hjemkomsten til Danmark og beskrev ligeledes kampen mod Aspire ganske kort.

Dominerede fra start

- I den anden kamp mødte vi et mere offensivt indstillet hold, som var gode på bolden, men manglede lidt kvalitet i defensiven. Ligesom i første kamp dominerede vi fra start, og denne gang fik vi scoret et tidligt mål. Efter målet gik vi dog ned i niveau, men efter pausen fik vi igen styr på kampen, scorede til 2-0 midtvejs i anden halvleg og lukkede dermed reelt kampen. Derefter kørte vi sejren hjem stille og roligt, forklarer landsholdsanføreren. De to mål mod Iran blev begge scoret af Mikkel Duelund (FC Midtjylland), mens Alexander Munksgaard og Mads Thychosen (begge fra FC Midtjylland) garnede i onsdagens sikre sejr over værterne fra Qatar.

Debut til Holmbert Fridjonsson

Island er i disse dage i Florida med sit landshold og spiller i den forbindelse to kampe mod Canada i Orlando. Hvis det islandske fodboldoforbund, KSI, betragter kampene som officielle landskampe, fik Brøndby-angriberen Holmbert Fridjonsson sin debut, da han sent fredag aften blev skiftet ind fra anden halvlegs start, og kan i givet fald se frem til at få sit navn på "Wall of Honour" på Brøndby Stadion. Island vandt kampen 2-1 efter 2-0 ved pausen. Om det var på grund af pausestillingen er uvist, men Canada sad på langt det meste af spillet i store dele af anden halvleg, hvilket gav dårlige arbejdsbetingelser for de to islandske angribere - deriblandt Holmbert Fridjonsson. Under det sidste kvarter kom Brøndby-angriberen dog frem til to gode chancer efter han kort forinden med sin fysik havde fremtvunget et frispark på kanten af feltet. De to hold mødes igen mandag aften kl. 22:00 dansk tid, og kampen bliver formentlig streamet her, hvor fredagens kamp i øvrigt genudsendes flere gange i dag - henholdsvis kl. 11:00, 17:00 og 21:20 dansk tid.

Mest kommenterede nyheder