3POINT
Nyheder23. jul. 2016

Halse på plads i ny klub: Har lært meget i Brøndby

Nicklas Halse forlod tidligere på sommeren Brøndby på en fri transfer. Nu er har han fundet en ny klub og kigger tilbage på en god tid på Vestegnen. 19-årige Ni

3point person
3point.dk23. jul. 2016

Nicklas Halse forlod tidligere på sommeren Brøndby på en fri transfer. Nu er har han fundet en ny klub og kigger tilbage på en god tid på Vestegnen. 19-årige Nicklas Halse havde tidligere på sommeren kontraktudløb med Brøndby, hvor han ikke fik forlænget sin kontrakt. Derfor kunne den alsidige defensivspiller frit søge videre denne sommer og nu har han fundet sin destination. Halse har fået kontrakt med 1. divisionsklubben FC Roskilde frem til årsskiftet og han debuterede allerede i premiere-sejren over Hobro, hvor han startede ind.

Overraskende exit

Da Nicklas Halse blev hentet til Brøndby i sommeren 2014 var det med skudsmålet om at være et eftertragtet talent, der blev hentet i kapløb med andre klubber. Men to år senere var det altså exit Halse, som var anfører på U19-holdet, spillede mange reserveholdskampe og Superliga-debuterede i foråret under Auri Skarbalius. Det kom derfor bag på flere, at Halse ikke blev rykket op i Superliga-truppen, da han blev senior denne sommer. Det overraskede ham også lidt selv. - Ja, det var jeg egentlig lidt. Sådan som det var gået i løbet af de to år jeg havde været der, synes jeg der var indikationer på, at jeg havde en fremtid på førsteholdet. Men til sidst kunne jeg godt se, hvor det bar hen. - Det var lidt ærgerligt, at klubben ikke kom med en lidt mere klar udmelding om hvad der skulle ske i fremtiden, men at jeg selv skulle snuse mig frem til hvad der skulle ske og selv komme videre derfra. De kunne godt lige have taget mig til side og sagt, at det ikke lige var mig de satsede på, men at de havde været glade for at have mig, siger han til 3point.dk.

Årets spiller på U19

Nicklas Halse understreger dog, at han har haft en rigtig god tid i klubben, hvor han har lært meget. Han sender også en tak til de mennesker, han har arbejdet sammen med. - Jeg har været utrolig glad for min tid i Brøndby og har lært rigtig meget. Jeg vil gerne sige tak til de trænere, holdledere og holdkammerater jeg har haft. De har gjort mine to år i Brøndby rigtig gode. Han nåede også lige at blive kåret til årets spiller på U19-holdet og det er en pris, som Halse er glad for at have fået. - Det er ikke noget man går og jubler over, men det er et fint skulderklap. Det viser, at der er blevet set godt på det, man har lavet i løbet af året. Det er også fint at se, at man har betydet noget i klubben, selvom man ikke skal være der længere. Jeg har været glad for at få den pris af trænerne og lederne. Nicklas Halse har fået en kontrakt med Roskilde til årsskiftet og han skal derfor bruge efteråret på at overbevise klubben om at de skal fortsætte samarbejdet.

Mest kommenterede nyheder