Halse overbevisende på landsholdet
Brøndby IF's Nicklas Halse var udnævnt til anfører for det danske U/18-landshold, da det torsdag stod på anden kamp mod Montenegro på tre dage. Forsvareren efte

Brøndby IF's Nicklas Halse var udnævnt til anfører for det danske U/18-landshold, da det torsdag stod på anden kamp mod Montenegro på tre dage. Forsvareren efterlod et overbevisende indtryk. Tirsdag og torsdag i denne uge har det danske U/18-landshold mødt Montenegro i to kampe henholdsvis i Espelunden og på Tingbjerg Ground. Hele den 19 mand store danske trup kom i aktion over de to kampe, og alle fik pænt med spilletid. Med i den rød/hvide trup var blandt andre Nicklas Halse fra Brøndby IF. Tirsdag måtte forsvareren se til fra bænken, da Danmark sejrede 2-1, mens Halse spillede hele kampen torsdag - endda som anfører. Det blev til endnu en dansk sejr og denne gang med cifrene 2-0.
En naturlig autoritet
Til akkompagnement af diverse Brøndby-sange - med en til dagen forståelig tekstændring udført af et dusin knægte bag det ene mål på Tingbjerg Ground - efterlod Nicklas Halse et overbevisende indtryk som både anfører og højre midterforsvarer. Brøndby-talentet udstrålede en naturlig autoritet på banen, hvor han var kølig i sin omgang med bolden, som blev spillet videre med omtanke - både kort og langt - og oftest frem ad banen. Halse dirigerede godt med sine medspillere, og et enkelt skud fra omkring 30 meter, der havde bud mod fjerneste stolpe, blev det også til. Kun en enkelt fejlaflevering kunne noteres på blokken, men der nåede Nicklas Halse selv ned og fik reddet kastanjerne ud af ilden.
Træningsøvelser betaler sig
De to danske sejre var et resultat af, at Danmark ganske enkelt var det bedste af de to hold, når de rød/hvide holdt koncentrationen og de indgåede aftaler. Det gjorde man eksempelvis ikke i starten af tirsdagens kamp i Espelunden, og det udnyttede Montenegro til en scoring. Danmarks højre back, Alexander Munksgaard fra FC Midtjylland, sov ganske enkelt i timen og lod gæsterne få alt for meget tid til at sende et præcis indlæg ind i hovedet på en montenegrinsk angriber til sikker scoring. Munksgaard fik dog spillet sig op i løbet af opgøret. Det er i øvrigt værd at bemærke, at ingen af de fire danske mål over de to kampe faldt efter dødbolde. De var alle et resultat af koncentreret arbejde på træningsbanen og viste, at gentagne øvelser af opspilsmønstre betaler sig. Det må glæde landstræner Henrik Clausen.
De to kampe i tal
Tirsdag d. 23/9-14 i Espelunden Danmark - Montenegro 2-1 (1-1) Tilskuertal: 332 09. minut: 0-1; Zoran Petrovic (Teleoptik, Serbien) 30. minut: 1-1; Mathias Kristensen (Esbjerg fB) 76. minut: 2-1; Mikkel Duelund (FC Midtjylland) Torsdag d. 25/9-14 på Tingbjerg Ground Danmark - Montenegro 2-0 (1-0) Tilskuertal: 748 10. minut: 1-0; Justin Shaibu (HB Køge) 48. minut: 2-0; Mikkel Kallesøe (Randers Freja) Det danske U/17-landshold spiller i disse dage EM-kvalifikation i Andorra. Torsdag blev det til en sejr på 3-1 over værtsnationen, mens Tjekkiet vandt 2-1 over Rumænien. Brøndbys Nikolai Laursen spillede hele kampen - skidt efter eget udsagn. 3point.dk følger op på disse kampe senest, når miniturneringen er færdigspillet på tirsdag.