Halimi: Vigtigt at komme videre til næste runde
Avancement i Europa League-kvalifikationen er vigtigt for alle i Brøndby. Besar Halimi håber derfor på et godt resultat mod Hajduk Split torsdag aften. Torsdag

Avancement i Europa League-kvalifikationen er vigtigt for alle i Brøndby. Besar Halimi håber derfor på et godt resultat mod Hajduk Split torsdag aften. Torsdag aften skal Brøndby i aktion i Europa League-kvalifikationen. Kroatiske Hajduk Split venter i tredje runde og det er en svær modstander, der kommer på besøg på Brøndby Stadion. - Målet er altid at vinde den næste kamp. Det bliver svært, fordi det er en stor klub med traditioner, men vi har også stolte traditioner og et godt hold, hvor der er kommet nye, gode spillere til. Vi har som altid en fantastisk støtte fra vores fans og med dem i ryggen, tror jeg, at vi kan vinde kampen, siger Besar Halimi til Brøndbys hjemmeside. De seneste to sæsoner er Brøndby snublet lige foran målstregen til det forjættede gruppespil. 22-årige Halimi håber på et godt resultat torsdag, for det er vigtigt for hele klubben at komme videre i kvalifikationen. - Det er vigtigt, at vi går videre til næste runde – ikke kun for mig, men også for hele holdet og hele klubben. Vi vil arbejde og kæmpe hårdt for at gå videre, og forhåbentlig får vi et godt resultat. Brøndby starter hjemme mod Hajduk Split og spiller ude ugen efter. Bliver det til samlet avancement, venter playoff-runden, som de seneste to år er blevet endestationen for Brøndby.