Halimi fik første Superligastart i sæsonen: Har bare ventet på min chance
Besar Halimi var søndag tilbage i startopstillingen i en Superligakamp for Brøndby IF. Det er første gang siden april, og det var derfor en glad Halimi, der ind

Besar Halimi var søndag tilbage i startopstillingen i en Superligakamp for Brøndby IF. Det er første gang siden april, og det var derfor en glad Halimi, der indtog den offensive midtbaneposition mod Hobro. Ikke siden 22. april har Besar Halimi været i startopstillingen for Brøndby IF til en Superligakamp, men det var han i søndagens kamp mod Hobro, så det var en glad kosovoer, som vi fangede efter kampen. - Jeg var meget glad. Det har varet meget lang tid, men jeg har bare ventet på min chance. Selvfølgelig er der andre spillere, der er skadet eller i karantæne, men jeg synes, jeg udnyttede chancen okay. Min opgave var at give alt hvad havde, jeg skulle stresse modstanderen og skabe chancer. Jeg har ikke kræfter til at spille 90 minutter, men jeg har det bedre og bedre, og jeg forsøger bare at hjælpe holdet, siger Halimi til 3point.dk. Selve kampen endte med at være ret nervepirrende, men alligevel lykkedes det Brøndby at hive sejren i land til sidst. - Først og fremmest er jeg meget glad for sejren, som jeg synes var fortjent. Vi havde kampen under kontrol. Vi fik bare ikke scoret det andet mål, og når man ikke får gjort det, så har de muligheden indtil allersidst. Vi har haft lidt uheld i denne sæson, så vi var lidt.. Ikke bange, men det var i vores hoveder. Men defensiven har stået rigtig godt i de sidste kampe, så det skal vi fortsætte med, så vi kan vinde de sidste kampe inden vi tager på ferie. Til dagens kamp indtog Besar Halimi 10'er-positionen, som normalt tilhører Hany Mukhtar. Mukhtar var i stedet skubbet tilbage på den centrale midtbane i et taktisk træk, som skulle forsøge at åbne Hobros forsvar mere. - Både Simon, Hany og jeg er offensivt indstillede spillere. Vi prøvede at bringe Hany dybere i banen så han kunne få lidt mere boldbesiddelse og jeg kunne skabe noget oppe foran. Vi gjorde det okay, men vi er nødt til at gøre det bedre i vores afslutninger. Om Halimi igen er i startopstillingen vil vise sig om en uge, når turen går til Vejle.