Hæderlig afslutning på Europa League
Brøndby skulle torsdag forsøge at redde lidt af æren efter det pinefulde 0-5-nederlag i første kamp. Spillemæssigt lykkedes missionen, for Brøndby var spilstyre

Brøndby skulle torsdag forsøge at redde lidt af æren efter det pinefulde 0-5-nederlag i første kamp. Spillemæssigt lykkedes missionen, for Brøndby var spilstyrende i store dele af kampen, som endte 1-1. Brøndby kom hidsigt ud til kampen og der var blot gået 30 sekunder, da Durmisi og Rashani havde kombineret sig igennem venstresiden, men indlægget blev lige nøjagtigt ikke ramt af en fremadstormende Ronnie Schwartz. Generelt var det Brøndby der dominerede. Hjemmeholdet spillede aggressivt til, men alt for ofte blev Brøndbys offensive spil slået i stykker af små frispark og dumme beslutninger. Netop et af disse dumme frispark, blev det endelige dødsstød for Brøndby. PAOK slog et højt indlæg, og inde i feltet steg Costa til vejrs og kunne uhindret heade en ufortjent føring ind til udeholdet. Hverken forsvaret eller målmand Frederik Rønnow så helt godt ud i den situation. Der skulle dog kun gå små 5 minutter før Brøndby fik svaret igen. Men der skulle en fejl til, for efter et hjørnespark glider bolden ud af hænderne på PAOK-keeper Glykos, og så var det let for Elbasan Rashani at sparke udligningen op i nettaget. En fortjent udligning, for det var Brøndby der sad på det hele på dette tidspunkt, og PAOK havde ikke haft meget andet end deres scoring at byde på. I anden halvleg var det PAOK, der var hurtigt ude med et par chancer. I begge tilfælde var det Gerry Rodrigues der stod bag, først med en afslutning, som Martin Ørnskov kom ned og blokerede, og et halvt minuts tid senere lagde han den på tværs til Koulounis, som afsluttede et pænt stykke forbi. I denne periode brugte Brøndby mere tid på at jagte modstanderne end selv at skabe noget. Et kvarter inde i halvlegen fik Brøndby så anden halvlegs første store chance. Johan Larsson brød flot igennem i højre side og lagde et fladt indlæg forbi keeperen, men en hårdt presset Ronnie Schwartz fik kun snittet til bolden. Bare minuttet senere var der igen fare på færde i PAOK's felt. Denne gang efter et langt indkast, som keeperen fik bokset lige ud til Magnus Eriksson, som fik afsluttet fladt, men desværre blev den afrettet af Elba Rashani. Resten af kampen bød på lige-ved-og-næsten fra begge hold. For hjemmeholdet var Johan Elmander tæt på at kunne heade et Johan Larsson-indlæg i kassen, mens det for PAOK var Gerry Rodrigues som blev sendt afsted i et par kontrachancer, hvor Frederik Rønnow dog var vågen. Med det uafgjorte resultat fik Brøndby en hæderlig afslutning på denne sæsons Europa League-deltagelse, og kan nu koncentrere sig fuldt ud om Superligaen. Næste opgave her, er på søndag mod FC Nordsjælland.