Hårdt arbejde bag: Fisker-comeback skabte stor glæde hos spillere og fans
Kasper Fisker gjorde torsdag aften comeback efter et halvt år ude. Han fik både lavet mål og assist, og han blev derudover valgt til man of the match af 3point.

Kasper Fisker gjorde torsdag aften comeback efter et halvt år ude. Han fik både lavet mål og assist, og han blev derudover valgt til man of the match af 3point.dk-læserne. Det betød noget for resten af truppen at se ham tilbage. FOTO: Ian Foto Sport Kasper Fisker blev skiftet ind til et jubelbrøl på Brøndby Stadion. Det var ikke kun fansene, der var glade for at se midtbanespilleren tilbage. Ifølge den nye Brøndby-anfører Kamil Wilczek betyder det også meget for Brøndby-truppen. - Alle var glade på hans vegne. Vi glædede os sammen med ham, fortæller Kamil Wilczek til 3point.dk På de sociale medier deler Kasper Fisker mange videoer, hvor han træner. Det er lige meget om det er ferie eller om man er midt i sæsonen. De fleste fodboldspillere går gennem en rigtig hård periode, når de er ude i lang tid, men Fisker har arbejdet benhårdt for at komme på benene igen - det har anføreren også bemærket. - Det var dejligt at se ham komme tilbage på banen. Det har været en hård tid for ham, så det var fedt at han kom ind og lavede en assist og et mål. Jeg tror ikke man kan træne hårdere, end han har gjort, og han har forberedt sig godt på kampen. Så jeg er glad for at se ham tilbage på banen og det var en god assist han sørgede for til mig, lyder det med et smil.
Det siger jo egentlig alt!
Der var en masse krammere Wilczek og Fisker imellem torsdag aften på Brøndby Stadion. De så ud til at have god forståelse for hinanden på banen. Ligesom Wilczek er glad for at se Fisker tilbage, nyder Fisker at spille sammen med angriberen. Han behøver ikke sætte så mange ord på hans betydning. - Kamil er vores topscorer og han er vores anfører. Det siger jo egentligt alt, men derudover er han jo bare en rigtig dygtig angriber. Fisker og Wilczek er blandt de ældste i truppen, og de har derfor lidt mere til fælles uden for banen og det har udmøntet sig i et godt forhold. - Jeg snakker en del med ham, fordi han også er et familiemenneske. Der er ikke så mange andre på holdet, der har børn. Han er en rolig fyr, som er helt nede på jorden, fortæller Kasper Fisker Kamil Wilczek og Kasper Fisker er som en lille bonusinfo med deres 31 år alderspræsidenter blandt markspillerne. Tørnes er 33 og han er dermed den ældste i truppen.