"Greko" tror på sejr over Brøndby: Ingen er uovervindelige
Christian "Greko" Jakobsen glæder sig til at møde sin gamle arbejdsgiver fra Brøndby i søndagens kamp. Han håber og tror på, at SønderjyskE kan fortsætte deres

Christian "Greko" Jakobsen glæder sig til at møde sin gamle arbejdsgiver fra Brøndby i søndagens kamp. Han håber og tror på, at SønderjyskE kan fortsætte deres igangværende sejrsstime og samtidig få ramt på Brøndbys. Når SønderjyskE søndag tager imod Brøndby IF, bliver det med stor sandsynlighed med den Christian Jakobsen i startopstillingen. Men selvom "Greko" spillede i Brøndby for blot et år siden, er det ikke længere lige så specielt for kantspilleren at møde sit gamle hold. - Det er ikke lige så specielt som i starten. Der skulle jeg lige huske mig selv på hvilken farve, jeg spillede med, men det er ikke noget jeg tænker så meget over mere. Det specielle ligger i, at jeg stadig kender mange af dem, siger "Greko" til 3point.dk. Han tror på, at SønderjyskE kan tage teten mod Brøndby, selvom udeholdet er godt kørende for tiden. - Vi har god tro på tingene for tiden. Vi havde en skidt stime, men det gav rigtig meget at få den første sejr for en måned siden, og så har vi været godt kørende siden. De er også rigtig godt kørende og ser rigtig stærke ud, men ingen er uovervindelige. - Jeg tror på det. I de tidligere kampe har vi kunne ramme dem på vores omstillinger. De presser jo tungt med mange mand og vi har en hurtig spidsangriber bl.a. så vi skal nok få chancerne, ligesom de også plejer. Så må vi se hvem der er bedst til putte dem ind. Sidst Brøndby var på besøg i Haderslev scorede "Greko" hattrick mod sin gamle klub. Han håber at levere endnu en stærk indsats søndag, og dermed hjælpe sit hold til at fortsætte deres sejrsstime på hidtil 4 sejre i streg. - Den bliver svær at stikke. Det er jo mit eneste hattrick i Superligaen, men jeg håber, jeg kan levere noget lignende. - Jeg tror godt vi kunne tage en 3-2’er. Det kunne være sjovt med mange mål. Det har været meget åbne kampe tidligere, og selvom banerne generelt er lidt tunge og bumpede på denne årstid, så synes jeg, vores ser fin ud, så det bliver forhåbentlig en god kamp. Christian Jakobsen har haft en flot sæson i SønderjyskE, og er pt den spiller i Superligaen med næstflest assists i sæsonen.