Greko: Svært at spille sig ud af vores pres i praksis
Christian 'Greko' Jakobsen tror det er let at se hvordan man gerne vil spille mod Brøndby, men langt sværere i praksis. Brøndbys Christian 'Greko' Jakobsen leve

Christian 'Greko' Jakobsen tror det er let at se hvordan man gerne vil spille mod Brøndby, men langt sværere i praksis. Brøndbys Christian 'Greko' Jakobsen leverede et glimrende indhop i Aalborg, da han blev skiftet ind i stedet for en skadet Hjörtur Hermannsson. Den tidligere Roskilde-spiller var da også fint tilfreds med egen præstation. - Jeg fik skabt en masse chancer. Den sidste aflevering var god. Jeg tog nogle gode beslutninger. Det var lidt ærgerligt det ikke blev til mål, men det var gode takter, siger han til 3point.dk og fortsætter: - Det er begrænset hvad man kan nå at vise, når man får de sidste ti minutter. Men jeg har også haft startere, hvor jeg har vist mindre end jeg gjorde i Aalborg. Det var dejligt at få chancen og det handlede bare om at gribe den, og så håbe at der falder flere minutter af. Men det kører godt for holdet og der er mange der byder ind. Det gør også, at det selvfølgelig er nemmere når man kommer på banen, når det kører godt for holdet. 'Greko' erkender også, at han lige har skulle vænne sig til at spille en anden position end på kanten, som han har været vant til. - Der er nogle helt andre ting der gør sig gældende inde centralt. Jeg har været vant til at have sidelinjen i ryggen, hvor jeg nu skal orientere mig på en anden måde. Men det går fremad og jeg synes det er spændende.
Man skal være god eller meget velforberedt
Søndag tørner Brøndby sammen med Viborg. De blågule er endnu ubesejrede i Superligaen, men efter sejrene har flere af de slagne modstandere haft en offday eller lavet for mange personlige fejl. Det er der en grund til, mener 'Greko'. - Nu har jeg ikke selv prøvet at spille mod det, men det er lidt det samme der kommer fra modstanderne hver gang med at det var personlige fejl og dem selv der ikke præsterer, når de møder os. Men måske er det os, der presser dem til ikke at være så gode. Jeg har prøvet at spille mod det pres til træning og det ér svært. Du har meget kort tid til at reagere. Når du får bolden er der i hvert fald én mand på dig med det samme. Så man skal være god eller meget velforberedt, hvis man ved hvor man så skal spille den hen. - Det er let nok at finde det frie område, når du sidder og ser video. Men når du lige pludselig står i det, tror jeg faktisk de fleste bliver lidt overraskede over hvor svært det er. Du kan stoppe videoen og se hvor du skal spille dig igennem - det kan alle, men når det lige pludselig går hurtigt i virkeligheden, så er det lidt sværere. Der er kickoff på Brøndby Stadion søndag klokken 16.00.