3POINT
Nyheder21. jan. 2017

Greko nedlagde sin tidligere klub

Brøndby IF vandt lørdagens træningskamp mod naboerne fra Hvidovre IF med 3-0. Christian "Greko" Jakobsen scorede to gange mod sin tidligere klub. Brøndby IF tra

3point person
3point.dk21. jan. 2017

Brøndby IF vandt lørdagens træningskamp mod naboerne fra Hvidovre IF med 3-0. Christian "Greko" Jakobsen scorede to gange mod sin tidligere klub. Brøndby IF trapper langsomt op mht. til modstandere i vinterens træningskampe. En modstander fra Danmarksserien i første kamp, en modstander fra 2. Division i denne weekend og en modstander fra 1. Division i næste, inden det på træningslejren i Dubai gælder to hold fra Allsvenskan. Denne lørdag stod de blå/gule altså overfor naboerne og 2. Divisions-holdet fra Hvidovre IF, og cheftræner Alexander Zorniger havde valgt disse 11 fra kampens start:Frederik Rønnow (A) Svenn Crone - Hjörtur Hermannsson - Benedikt Röcker - Nicholas Marfelt Rodolph Austin Tobias Noer - Lebogang Phiri Christian "Greko" Jakobsen Jan Kliment - Gustaf Nilsson Svenn Crone fik dermed spilletid på sin naturlige plads som højre back, mens Nicholas Marfelt - prøvespiller fra FC Helsingør og med en nær fortid hos lørdagens modstander - næsten fik fuld spilletid. Frederik Holst og Andrew Hjulsager er stadig med U/21-landsholdet, mens Christian Nørgaard efter aftale er rejst hjem og startede på Brøndbys bænk. På trods af, at gæsterne fra Hvidovre havde kampens første store mulighed allerede i andet minut, blev det en noget ensidig affære, hvor de blå/gule nærmest ejede bolden. Alligevel kneb det med at spille sig frem til de helt store målchancer. Der manglede præcision i de afgørende afleveringer, og ofte var tempoet for lavt - ikke mindst i boldomgangen.

Hele bænken ind i pausen

Der kan dog ikke indvendes noget mod, at Brøndby endte med en klar og sikker sejr på 3-0. Christian "Greko" Jakobsen spillede i sin tid i Hvidovre IF, inden han kom til FC Roskilde, hvorfra Greko blev hentet til Vestegnen, og han gjorde det onde ved sin tidligere klub med to scoringer. Efter godt og vel en halv times spil sendte Jan Kliment en god bold i dybden til Gustaf Nilsson, og svenskerens indlæg blev mødt af Grekos pandebrask. Hovedstødet kunne lige netop krybe over stregen på trods af, at den tidligere Brøndby-keeper Kasper Vilfort havde den ene hånd på. Knap et kvarter før tid afsluttede Greko målscoringen med en resolut yderside til den fjerneste stolpe på et indlæg fra Nicholas Marfelt til den modsatte side af feltet. Inden da havde indskiftede Teemu Pukki gjort det til 2-0 på et straffe begået mod en helt fri Gustaf Nilsson, der var blevet spillet i dybden af netop Pukki. I forbindelse med den korte pause på blot fem minutter blev samtlige markspillere på Brøndbys bænk skiftet ind - det gav blandt andet en hel ny midtbane - uden at kampbilledet ændrede sig. Viktor Anker erstattede Rønnow midtvejs i anden halvleg, mens den anden unge keeper i truppen - Jacob Pryts Larsen - hen mod slutningen kom ind på en uvant plads som venstre back i stedet for prøvespilleren Nicholas Marfelt. Netop Nicholas Marfelt overbeviste ikke om, at han bør tilbydes en kontrakt her og nu. Der kan ikke klages på iver og aktivitet, men der var stort set aldrig adresse på de ellers mange indlæg fra Helsingør-spilleren - lige bortset fra indlægget til den sidste scoring. Defensivt blev Marfelt ikke rigtig testet, så lige på den parameter vil det være useriøst at komme med en bedømmelse.

Kampen i tal Brøndby IF - Hvidovre IF 3-0 (1-0) 33. minut: 1-0; Christian "Greko" Jakobsen 46. minut: Teemu Pukki ind / Jan Kliment ud 46. minut: Johan Larsson (A) ind / Svenn Crone ud 46. minut: Christian Nørgaard ind / Rodolph Austin ud 46. minut: Joel Kabongo ind / Benedikt Röcker ud 46. minut: Magnus Häuser Nielsen ind / Tonias Noer ud 46. minut: Andreas Bruus ind / Lebogang Phiri ud 64. minut: 2-0; Teemu Pukki (straffe) 70. minut: Viktor Anker ind / Frederik Rønnow ud 77. minut: 3-0; Christian "Greko" Jakobsen 78. minut: Jacob Pryts Larsen ind / Nicholas Marfelt ud Brøndby IF spiller igen lørdag den 28. januar kl. 14:00 på hjemmebane mod FC Roskilde fra 1. Division.

Mest kommenterede nyheder