Greko jubler: Drømmedebut!
Christian Greko Jakobsen scorede fire mål i sin debut for Brøndby i pokalkampen mod Holbæk. Han er selv glad og synes at hyldesten fra fansene var surrealistisk

Christian Greko Jakobsen scorede fire mål i sin debut for Brøndby i pokalkampen mod Holbæk. Han er selv glad og synes at hyldesten fra fansene var surrealistisk. Det er ikke meget Brøndbys fans har set til Greko siden han i sommerens transfervindue blev hentet til Vestegnen fra FC Roskilde. Han har skulle vænne sig til tilværelsen som fuldtidsprofessionel, men nu begynder det at ligne noget, for den alsidige kantspiller. Onsdag aften debuterede han for Brøndbys førstehold og han krydrede præstationen med fire ud af Brøndbys syv scoringer. - Det er jo en drømmedebut. Det havde jeg ikke selv turde håbe på overhovedet. Det var bare dejligt. 7-0 og fire mål. Det kan ikke være meget bedre, sagde en glad Greko til 3point.dk efter kampen. - Jeg tænkte bare, at nu fik jeg chancen fra start, så var det bare at give den en skalle og håbe på det bedste. - Det er ikke normalt for mig at score fire mål per kamp, men jeg er jo vant til at spille mod 2. divisionshold, så der har jeg lidt mere erfaring end de andre. Ej, det var bare dejligt, sagde Greko med et glimt i øjet.
Læs også: Målscorer Greko: Sendte ham ud efter pølser
Gør det simple Han gør det ikke sværere end det er. Men det virker. - Jeg tror egentlig bare det ligger til mig, at gøre det simple. Det er ikke mig, der ligger og laver husmandsfinter og piruetter. Jeg tager måske mere bare et træk eller tager et løb. Jeg kan godt lide at søge bolden i feltet. Og det fungerede i dag, må man sige. Efter kampen blev Greko fortjent hyldet af de Brøndby-fans, der havde taget turen til Holbæk en sen onsdag aften. Og det var en fed oplevelse, fortæller han - ligesom han glæder sig til sit første derby på søndag. - Det var surrealistisk. Det er noget helt andet end det jeg kommer fra. Det er det jeg har drømt om fra da jeg skrev under med Brøndby. At score i min debut og komme ud og blive hyldet foran fansene. Det var helt fantastisk. - Nu må vi jo se om jeg i det hele taget er med (på søndag, red.). Men jeg glæder mig helt vildt. De tre kampe vi har mod dem i ligaen, er jo de tre vigtigste på et år, både for klubben og for fansene. Så det bliver helt vildt. Derbyet mod FCK bliver sparket i gang søndag klokken 13.00.