Grækenlands næstmest vindende klub
Torsdag aften skal Brøndby IF på udebane op imod den græske hovedstadsklub Panathinaikos i playoff-runden til UEFA Europa League. Hvad er den græske klub for en

Torsdag aften skal Brøndby IF på udebane op imod den græske hovedstadsklub Panathinaikos i playoff-runden til UEFA Europa League. Hvad er den græske klub for en størrelse? 3point.dk giver her lidt af svaret. Som følge af, at Panellinios Gymnastikos Syllogos havde besluttet at lukke klubbens fodboldhold, besluttede Giorgos Kalafatis og 40 andre idrætsfolk at bryde ud for at starte en ny klub i Athen. Den nye klub så dagens lys den 3. februar 1908 og er i dag kendt verden over som Panathinaikos. Brøndbys modstander torsdag aften i den græske hovedstad. Der skulle imidlertid gå en årrække, før klubben fik det nuværende navn. Man startede ud som Podosferikos Omilos Athinon, og siden blev det ændret til Panellinios Podosferikos Omilos samtidig med, at klubben skiftede farver til grøn og hvid. I 1918 vedtog man trekløveret som logo, og i forbindelse med flytningen til et permanent stadion i 1924 blev navnet så ændret til Panathinaikos Athlitikos Omilos. Grækenlands ældste aktive fodboldstadion Det selvsamme stadion - Apostolos Nikolaidis - som Brøndby IF's spillere, trænere, ledere, sponsorer og fans stifter bekendtskab med torsdag aften i det centrale Athen. Det er Grækenlands ældste aktive fodboldstadion og bliver oftest kaldt Leoforos - græsk for avenue - med henvisning til Leoforos Alexandras - Alexandras Avenue - hvor stadion har adresse. Gennem de indtil videre 92 år har Panathinaikos dog også haft perioder med andre hjemmebaner. Senest fra 2008 til 2013 hvor klubben i stedet spillede på Athens olympiske stadion, mens der var fremskredne planer om et bygge et helt nyt anlæg et andet sted i byen. Bureaukrati og økonomi fik imidlertid sat en stopper for de planer, og i oktober 2013 vendte Panathinaikos tilbage til Leoforos. En magtfaktor i græsk fodbold Panathinaikos Athlitikos Omilos - ofte blot kaldet PAO - har nærmest lige siden fødslen været en magtfaktor i græsk fodbold. Blandt andet er klubben en af blot tre, som aldrig har været rykket ud af den bedste græske fodboldrække. De andre to er lokalrivalerne Olympiakos fra Athens havneby Piræus samt PAOK fra Thessaloniki, som Brøndby fik klø af sidste år. Kun overgået af Olympiakos er Panathinaikos med 20 mesterskader Grækenlands næstmest vindende klub. Det seneste er dog tilbage fra sæsonen 2009/10, og det smerter nok hos de grøn/hvide, at lige præcis Olympiakos har vundet 11 af de 12 seneste mesterskaber. Det er endvidere blevet til 18 græske pokaltitler. På den europæiske scene kom klubbens største resultat til dato tilbage i sæsonen 1970/71, hvor PAO fik spillet sig frem til finalen i den fineste Europa Cup mod Ajax på det gamle Wembley i London. Hollænderne med blandt andre en vis Johan Cruyff på holdet vandt 2-0 på mål af Dick van Dijk og indskiftede Arie Haan. Brøndby-topscorer i Panathinaikos I nyere tid har Panathinaikos været i Champions League's semifinaler i 1995/96 og kvartfinalerne i 2001/02 samt kvartfinalerne i UEFA Cup sæsonen efter. I 2010 mødte grækerne FC København i Champions League's gruppespil, hvor det blev til nederlag i begge kampe. 0-2 i Athen og 3-1 i Parken. PÅ det nuværende PAO-hold optræder ikke de helt store internationale navne, og den mest kendte spiller udenfor Grækenland er nok den svenske angriber Marcus Berg. I truppen er en enkelt dansker i form af den tidligere AB- og AaB-forsvarer Rasmus Thelander. Tidligere har Jan Michaelsen og René Henriksen samt den tidligere Brøndby-topscorer Claus Nielsen spillet for den græske hovedstadsklub. Endvidere kom den svenske back Mikael Nilsson i sin tid til Brøndby IF fra netop Panathinaikos. Panathinaikos mod Brøndby bliver fløjtet op af dommer István Vad fra Ungarn torsdag aften kl. 21:00 lokal tid - 20:00 i Danmark. Kampen vises direkte på 6'eren.