3POINT
Nyheder31. dec. 2019

Godt nytår og tak for et stærkt 2019

Vores chefredaktør Nanna Møller Karlsen har skrevet en nytårsblog, hvor hun ser tilbage på et stærkt 2019 og frem mod et spændende 2020. FOTO: Teis Markfoged He

3point person
3point.dk31. dec. 2019

Vores chefredaktør Nanna Møller Karlsen har skrevet en nytårsblog, hvor hun ser tilbage på et stærkt 2019 og frem mod et spændende 2020. FOTO: Teis Markfoged Her på 3point.dk vil vi gerne ønske alle vores læsere et godt nytår og samtidig takke for året der gik. I overskriften kalder jeg det et stærkt 2019 og det er ikke baseret på Brøndbys præstationer på banen, men på vores år her på 3point.dk. Hvis du har mod på det, så læs med videre, hvor jeg gennemgår vores udvikling det seneste år og ser frem mod 2020.

Et markant skridt

2019 var et stærkt år hos os. Faktisk vores bedste år siden stiftelsen tilbage i 2014. I 2019 har vi haft mere end 6,5 millioner sidevisninger. Juli var årets bedste måned, hvor I og vi var opslugt af transfers, Superliga-start og Europa League-kampe. I juli alene nåede vi knap 900.000 sidevisninger og det er også den bedste måned i sitets historie. Så på trods af vaklende præstationer på banen, har det været et godt år for 3point.dk. Skruer vi tiden tilbage til januar for snart et år siden, skete der noget skelsættende for vores lille medie. Vi fik vores første ansatte i form af mig, sagde hunden. Efter at have lagt utallige frivillige timer siden 2014, var tiden moden til at tage skridtet videre. Fuldtidsansættelsen betyder, at jeg nu kan lægge endnu flere timer i at forbedre 3point.dk og BrøndbyLyd - og samtidig få smør på brødet. Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er, og aldrig har været, formålet at tjene penge på 3point.dk. Det er et con amore-projekt, som stadig primært er drevet af frivillige kræfter. Vi har nogle sindssygt skarpe og dedikerede skribenter tilknyttet, som bidrager til den daglige og særligt dækningen på kampdage. Derudover har vi Danmarks bedste blågule fotografer, så vi er til stede til ALLE Brøndby-kampe i Danmark og kan bringe relevante billeder fra kampene. Det er vigtigt for os og derfor er vores fotografer og deres indsats alfa og omega. De skal naturligvis også have dækket deres omkostninger i forbindelse med transport, men deres indsats bunder i blågule hjerter. Men ansættelsen er et vigtigt skridt for os. For vi har store ambitioner og de indfries bedst, hvis jeg kan lægge al min energi her og i BrøndbyLyd. Også hos sidstnævnte har 2019 nemlig været et godt år, der har budt på mere end 530.000 afspilninger. Den mest lyttede episode var efter derby-sejren i efteråret. Den er i skrivende stund blevet lyttet mere end 10.400 gange. I al ydmyghed synes vi selv det er ret flotte tal for en podcast, som udelukkende beskæftiger sig med én klub.

Partnerskaber, reklamer og betting

Økonomien får vi til at hænge sammen gennem partnerskaber og de banner-annoncer, som vi har her på hjemmesiden. De to elementer er grundlæggende og vigtige for os. Men vi har også en grænse og vi lytter til jer, der læser med herinde. I oktober måned testede vi en ny type annoncer på sitet, men det fungerede ikke optimalt. Det syntes I ikke og det syntes vi heller ikke, derfor fjernede vi dem igen. Vi har også æstetikken for øje og det skal ikke være generende at læse artikler eller at debattere hos os. Derfor har vi ikke pop-up-bannere, der folder sig ud over hele skærmen eller lignende annoncer. Og vi er altid lydhøre! Så hvis I sidder med input eller oplever uhensigtsmæssige reklamer på sitet, så skriv en mail til nanna@3point.dk. Vi er rigtig glade for vores partnerskaber, hvor Arbejdernes Landsbank er den største vi har. Vi går ind i det femte år med samarbejde og det vidner også om en partner, som har været med fra vi var helt nye og ikke kunne en tiendedel af, hvad vi kan i dag. Vi er dem dybt taknemmelige, for deres støtte har været fundamental for vores udvikling. Da vi startede BrøndbyLyd i 2016, var de også hurtige til at se idéen i det, og her er de også stadig hovedpartner. Fra 2020 er de også partner på vores egne video-produktioner. Det forgangne år bød også på partnerskaber med Klampenborg Galopbane (BrøndbyLyd), Casino Copenhagen (BrøndbyLyd) og ComeOn! (BrøndbyLyd og 3point.dk). Vi har interesseret fulgt med i debatten om betting. Den debat er både vigtig og relevant, så vi hilser den meget velkommen. Det var selvsagt noget, der satte nogle overvejelser i gang hos os, men vi kom alligevel frem til, at vi for nuværende er åbne for at have partnerskaber med bettingselskaber. For vi må bare erkende, at betting er en hyperrelevant partner set i forhold til det indhold, vi laver. Og vi har ret ambitiøse planer med BrøndbyLyd og 3point.dk, så for nuværende er vi nødt til at udnytte de muligheder, vi har. Vi reklamerer ikke for kviklån og casinospil, hvilket er en helt bevidst beslutning. Og nu undrer du dig måske over, at vi jo lige har nævnt Casino Copenhagen. Det er også korrekt. Men her føler vi, at vi reklamerer for oplevelsen med at tage på casino snarere end muligheden for at tjene penge. Det er i hvert fald den måde, vi har forsøgt at kommunikere det på ved blandt andet også at lave en live-udsendelse hos dem med fadølstilbud osv. Det er helt i orden at være uenig i vores beslutninger. Det her er bare et ønske om at vise åbenhed og forsøge at åbne døren ind til vores maskinrum, hvor sådanne beslutninger træffes efter grundige overvejelser. Men apropos det der med at kommunikere, så er det her også et forsøg på at synliggøre, hvad vi gerne vil med 3point.dk og BrøndbyLyd, og hvad der skal til for at nå derhen; flere partnere! Og kommunikere er netop, hvad vi kan gøre for de virksomheder, der vælger at lege med os. Vi forsøger at være så fleksible som muligt, så synergien mellem vores indhold og partnerens budskaber bliver stærkest muligt og dermed hænger fast hos modtageren og ikke mindst tilføjer merværdi i stedet for bare at støje. Især podcast er et medie i stor fremgang, så hvis du, kære læser, f.eks. sidder på et marketingbudget og er nysgerrig på, hvad vi kan give dig for de penge, så vil vi rigtigt gerne tage en dialog om det. Vores indgangsvinkel til aftaler i 2020 er at overgå, hvad vi lover, fordi det er svært at forudsige udviklingen, andet end at den vil være positiv. Derfor tror vi også på, at vi kan give dig mere, end du betaler for.

Vi skal være endnu bedre

Her på sitet er vi i disse måneder i den spæde dialog om en ny hjemmeside. Der er nogle elementer, som vi savner på det nuværende site, men tager vi skridtet og laver ny hjemmeside, vil vi også have jer læsere med på råd. Derfor kan I godt forvente, at der i starten af det nye år kommer et spørgeskema ud, som vi meget gerne vil have jeres svar på. For det er jer som læsere og brugere, der har det bedste indblik i hvad siden kan og mangler. År 2020 vil også byde på en relancering af 3point.dk's Venner. Dette vil blive en mere integreret del af hjemmesiden - uanset om vi taler det gamle eller et eventuelt nyt design. Interessen for at støtte os gennem 3point.dk's Venner var meget overraskende for os og overvældende og jeg må bare indrømme, at jeg ikke kunne følge med. Alt blev gjort manuelt. Fra at indtaste navne, mailadresser og adresser til at sende plakater ud, og der må jeg bare lægge mig fladt ned. Der gik lang tid for mange af jer i forhold til at modtage plakaten. Jeg har kigget meget indad. Derfor bliver en meget mere professionaliseret version af 3point.dk's Venner præsenteret i foråret, hvor vi forhåbentlig kan byde på flere fordele og et mere smidigt forløb fra min side. Denne gang vil der blive tale om en t-shirt, som man modtager, når man melder sig ind. I det nye år kommer vi til at arbejde endnu mere med video. Vi vil gerne have tribune-video fra samtlige kampe. Populariteten af de forskellige videoer i vores YouTube-kanal viser et klart billede af, at det er de videoer, I helst vil se fra os. Men vi kommer også til fortsat at producere længere spillerinterviews med spillere fra både Superliga-truppen og Masterclass. I BrøndbyLyd har vi i året der er gået benyttet os af rekordmange paneldeltagere, men vi er altid åbne for nye stemmer, der kan bringe nye input til panelet. Derfor ser vi meget gerne at man skriver til nanna@3point.dk, hvis man har en idé til en ny paneldeltager. Det kan både være at man selv føler man har noget at byde ind med, men det kan også være en idé til en person, man bare gerne vil høre på. Der findes mange kloge blågule hjerner derude. Og slutteligt vil jeg bare gerne sige jer alle sammen et kæmpestort tak. Fordi I læser med. Fordi I lytter med. Fordi I debatterer, kommenterer og engagerer jer. Vi synes det er det sjoveste og fedeste i hele verden at dække Brøndby,. men det er det kun fordi vi også har verdens bedste læsere og lyttere. Dette blev en lang smøre, men hvis du stadig er med, så vid, at vi sætter pris på dig. Har du input eller idéer til 3point.dk eller BrøndbyLyd, så er du altid velkommen til at skrive en mail til nanna@3point.dk. Vi glæder os til et forhåbentligt endnu stærkere 2020. Måske også på banen :-)

Mest kommenterede nyheder