Glade Brøndbyspillere: Det gør man ikke hver gang
Brøndby var overlegne, da AGF søndag eftermiddag blev udraderet 7-0 i egen hule. Efter kampen var der euforisk stemning blandt fansene, og den smittede af på sp

Brøndby var overlegne, da AGF søndag eftermiddag blev udraderet 7-0 i egen hule. Efter kampen var der euforisk stemning blandt fansene, og den smittede af på spillerne. Det var en af tidernes mest overlegne Brøndbyindsatser, Aarhus var vidner til søndag eftermiddag, da de blå-gule sejrede med hele 7-0. Det havde anfører Johan Larsson ikke på forhånd regnet med: -Jeg var faktisk lidt bange forud for denne kamp, hvis jeg skal være ærlig. Hvor lå vi helt mentalt efter den dårlige oplevelse i Grækenland? Men vi viste bare en enorm mental styrke i dag. Det var helt fantastisk. At score syv gange - det gør man ikke hver gang. Især ikke på udebane, sagde en glad Larsson til Canal9 efter kampen. Sejren bringer Brøndby op på Superligaens førsteplads. En plads, Christian Nørgaard aldrig har prøvet at have, på trods af sine 3 år i klubben, og som derfor varmer ekstra meget: -Det var en af de sjove kampe at være med i. 7-0 havde jeg dog ikke regnet med, men stort cadeau til os. Jeg synes, vi viser en professionel indstilling, hvor vi bliver ved og ved. Nu ligger vi nummer et. Det har jeg aldrig prøvet i min Brøndby-tid, så det er ret fedt, sagde midtbaneprofilen til Canal9. Brøndbys næste opgave er torsdag, når Panathinaikos gæster Brøndby i Europa League.