Glad Tibbling: Det handler om at vinde fodboldkampe!
Simon Tibbling har nu spillet tre halvlege i træk for Brøndby og har været med til at hente to sejre. Og det er det, det handler om, siger den dynamiske midtban

Simon Tibbling har nu spillet tre halvlege i træk for Brøndby og har været med til at hente to sejre. Og det er det, det handler om, siger den dynamiske midtbanespiller. Simon Tibbling var for første gang i startopstillingen for Brøndby i Superligaen, da de blågule søndag tog imod SønderjyskE. Efter 45 gode minutter på udebane mod Hobro, hvor Tibbling var med til at vende et truende nederlag til sejr, var han foretrukket fra start. Brøndby endte med at vinde ganske komfortabelt 4-0, men Tibbling, der spillede næsten fuld tid (udskiftet 84. minut), ville gerne have punkteret kampen tidligere, end tilfældet blev. - Det var en fin kamp, synes jeg. Det er altid dejligt at vinde 4-0. Den stod 1-0 længe og de havde også deres chancer undervejs. Vi ville gerne have haft målet til 2-0 lidt tidligere, men det endte godt alligevel, siger den svenske midtbanespiller til 3point.dk. - Det var også lidt frustrerende inde på banen, for kampen levede for længe, fordi vi ikke lukkede den til 2-0 noget tidligere. SønderjyskE var farlige på hjørnespark og frispark, så der skabte de lidt. - Jeg burde også selv have scoret, da Johan (Larsson, red.) lagde en glimrende bold ind til mig. Den skulle jeg have sat ind. Den dynamiske midtbanespiller leverede en hidsig løbeindsats på den ene 8'er-position, ligesom han blandt andet leverede en genial aflevering til Kamil Wilczek, som kæmpede sig til et straffespark. Generelt en meget opløftende præstation af svenskeren, der lige nu ligger til at vinde 3point.dks afstemning om kampens bedste Brøndby-spiller. Du har nu spillet tre halvlege i træk, er du tilfreds med dem? - Ja, det er jeg naturligvis tilfreds med, for vi har vundet to kampe. Man kan aldrig vinde for meget og det er det, det handler om: At vinde fodboldkampe. - Jeg er også fint tilfreds med min egen indsats. Jeg fik løbet meget og havde nogle fine pasninger. Jeg skulle have scoret et mål, men vi vinder 4-0, så naturligvis er jeg glad. Fodbold handler om at vinde.