Glad Schwäbe: Systemet giver mere selvtillid
Brøndby vandt søndag aften 0-3 på udebane i Lyngby. Der er langt mellem snapsene, når det kommer til at holde rent bur i Brøndby. Det var derfor en rigtig glad

Brøndby vandt søndag aften 0-3 på udebane i Lyngby. Der er langt mellem snapsene, når det kommer til at holde rent bur i Brøndby. Det var derfor en rigtig glad Marvin Schwäbe, der kom ud til mixed zone efter kampen. Han føler, at systemet har været vigtigt for defensiven, ligesom han fortæller, at clean sheet betyder meget for selvtilliden. FOTO: Robert Hendel Brøndby har haft store defensive problemer i lang tid, men i de seneste to kampe har det været en helt anden situation. Brøndby har scoret 6 mål i de seneste to opgør, mens de kun har lukket et ind. Det betyder sejre, og det er med en helt ny formation. Der spilles nu med tre stoppere i 3-5-2 formationen, og det glæder målmand Marvin Schwäbe. Han kalder den nye formation perfekt for ham og defensiven. - Der er ikke kommet mange chancer på os i denne formation, det er et perfekt system for defensiven og mig. Det er anden gang, vi spiller i formationen, og det må vi jo sige er gået godt, fortæller Marvin Schwäbe til 3point.dk. Marvin Schwäbe fremhæver, at Brøndby har manglet fokus i slutfasen denne sæson. Det er essentielt for en målmand at holde buret rent nogle gange, og det giver derfor selvtillid til tyskeren, at det kom mod Lyngby. - Det er rigtig vigtigt for mig at få det her clean sheet. Jeg synes ikke, at vi har været fokuseret nok de sidste 10 minutter tidligere, når vi har været foran med to eller tre mål. Det er perfekt for en målmand at holde rent bur, så jeg er virkelig glad for det. Det betyder også noget for selvtilliden. På Superligaens topscoreliste finder man to Brøndby-spillere i top 3. Kamil Wilczek er nummer 1 med sine 12 mål, mens Dominik Kaiser med 7 mål er nummer tre. Det betyder meget for holdet, at man kan vide sig sikker på, at nogle spillere nok skal score, mener Schwäbe. - Vi har en del spillere, der kan scorer, men det betyder meget med folk som Dominik Kaiser og Kamil Wilczek. Wilczek har scoret 12 mål nu, og det er jo helt vildt. Han betyder virkeligt meget for holdet. Vi føler os sikre på, at han kan score, og det betyder meget for os. Men der er også spillere som Kaiser og Mukhtar. De er svære at spille imod, og det er klart, profiler som dem er bare ekstra vigtige. De er farlige. De har specielt været vigtige, når vi har haft problemer med at holde andre hold fra at score. Brøndby-defensiven og resten af holdet har næste opgave på søndag, når kronjyderne fra Randers gæster Brøndby Stadion. Du kan sikre dig en billet til dette opgør her.