Glad Retov: Vi var dejligt kyniske
Brøndby IF var for en gangs skyld dejligt kyniske og det var den altafgørende forskel i lørdagens kamp mod OB, lyder det fra cheftræner Martin Retov. FOTO: Teis

Brøndby IF var for en gangs skyld dejligt kyniske og det var den altafgørende forskel i lørdagens kamp mod OB, lyder det fra cheftræner Martin Retov. FOTO: Teis Markfoged Brøndby IF sikrede sig lørdag aften en kamp mere i denne Superliga-sæson, da de på udebane slog OB med 2-0. Det var ikke en kamp, hvor Brøndby var bedst, men de var skarpest. Og det glæder cheftræner Martin Retov, der også roser defensiven. - Vi var dejligt kyniske i dag. Noget af det, vi har manglet i de andre kampe i mesterskabsspillet, havde vi i dag. Vi var ikke det bedste hold med bolden i dag, men vi forsvarede med hjertet. Efter vi ændrede til 4-4-2 i anden halvleg blev den defensive struktur rigtig god og vi forsvarede godt inde i centrum, sagde Retov efter kampen. - Paulus (Arajuuri, red.) gjorde det rigtig godt og det er dejligt at se, at han og Hjörtur (Hermannsson, red.) har spillet sig ind som et godt par. Det gør også, at vi ikke har lukket ret mange mål ind på det seneste og det er vigtigt for os. Kynismen i den anden ende var altafgørende. - Vi snakkede i pausen om at stå så kompakt som muligt, for det var tydeligt efter et kvarter-tyve minutter, at vi ikke havde energien til at lægge det høje pres i dag. De fik vendt lidt for meget i mand-mand-situationerne og i mellemrummet. Derfor ændrede jeg systemet og der talte vi om at stå endnu mere kompakt og vente på mulighederne, fordi vi også var kommet foran. - Det synes jeg vi gjorde klogt. Vi havde også flere muligheder, end dem vi scorede på. LÆS OGSÅ: Mensah: Vigtigst at vi vinder Derfor skal Brøndby på fredag møde enten Randers eller AGF på Brøndby Stadion i kampen om en plads i Europa League-kvalifikationen i den kommende sæson. - Det er jeg rigtig glad for. Når nu vi ikke kunne ende som nummer tre, som var vores mål, ville vi gerne tage fjerdepladsen. Nu lykkedes det at få den ekstra kamp, men vi har ikke opnået noget endnu andet end at vise, at vi har klaret rimelig godt at spille kampene med kniven for struben. I morgen søndag bliver det afgjort, om Brøndby skal møde AGF eller Randers.