3POINT
Nyheder11. jan. 2017

Glad Nørgaard har committet sig til Brøndby: Fansene har også spillet ind

Christian Nørgaard var tydeligt glad og lettet efter kontraktforlængelsen med Brøndby. Han har committet sig til klubben og fortæller, at Brøndbys fans også har

3point person
3point.dk11. jan. 2017

Christian Nørgaard var tydeligt glad og lettet efter kontraktforlængelsen med Brøndby. Han har committet sig til klubben og fortæller, at Brøndbys fans også har spillet ind i beslutningsprocessen. FOTO: Robert Hendel Han kom gående ud af Troels Bechs kontor med kontrakten i hånden. Onsdag middag i Brøndby og Christian Nørgaard så tydeligt glad og lettet ud, da han mødte 3point.dk i foyeren på Brøndby Stadion. Det var vigtigt for midtbanespilleren at få en aftale på plads tidligt i januar, så han ikke skulle bruge et halvt år på at spekulere over fremtiden. - For mig havde det en betydning, at få klaret det i starten af januar, så jeg ikke skal være i tvivl i det næste halve år. På papiret er jeg i Brøndby i de næste tre og et halvt år. Det giver en form for tryghed. Det håber jeg også man kommer til at kunne se på mine præstationer, siger Nørgaard til 3point.dk. - Jeg har committet mig til klubben og det er jeg rigtig glad for og stolt over. Kontraktforlængelsen er et tilvalg af Brøndby, mere end det er et fravalg af andre klubber, for der var andre attraktive muligheder, fortæller midtbanespilleren. - Jeg har haft andre muligheder, også ekstremt interessante muligheder i udlandet. Der har ikke været noget relevant i Danmark, men i udlandet har der været rigtig mange interessante klubber og alternativer, men i sidste ende synes jeg at dette projekt og Brøndby som klub var min førsteprioritet, og det er også derfor, jeg har skrevet under, siger han og uddyber om selve processen: - Man skal selvfølgelig finde hinanden. Det har taget lang tid og i perioder set ud til, at det ikke kom til at lykkes. Men både klubben og jeg er gået på kompromis og vi har fundet frem til en god kontrakt. Jeg er meget stolt og tilfreds med det vi er kommet frem til.

Tilråb og beskeder har været positive og motiverende

Der er flere ting, der har spillet ind for Christian Nørgaard i hans beslutning om at forlænge med Brøndby. Blandt andet at han gerne vil bevise sig som fast mand over en længere periode. - Jeg har kun været fast mand i et halvt år. Jeg synes det er en lidt kort periode. Jeg skal præstere over en længere periode end seks måneder, før jeg kan bevise mit værd i udlandet. - Men denne kontrakt er også lavet med henblik på at klubben på et tidspunkt kan tjene nogle penge på mig og at jeg kan være bedre stillet til et skifte til udlandet. Noget andet der har spillet ind, er klubbens fans. Der har været mange tilkendegivelser fra Brøndby-tilhængere, som meget gerne har set Nørgaard sætte signatur på en ny kontrakt. - Jeg synes godt man kan sige, at det har spillet ind. Nogle har brugt ordet kulturbærer og det tager jeg gerne på mig. Det vil jeg gerne. Jeg bar anførerbindet i efteråret, hvilket var rigtig stort. - Generelt har alle tilråbene og beskederne været rigtig positive og motiverende. Det har også været med til at bidrage til, at det her bliver en positiv oplevelse, hvor alle er glade, slutter Nørgaard med et smil. 22-årige Christian Nørgaard har nu kontrakt med Brøndby til sommeren 2020.

Mest kommenterede nyheder