Glad Niels Frederiksen: Det var en meget speciel kamp
Der var mange tilskuere på plads, da Brøndby tog imod Randers FC søndag aften i en hæsblæsende affære. De blå/gule trak sig sejrrigt ud af kampen, hvor der blev

Der var mange tilskuere på plads, da Brøndby tog imod Randers FC søndag aften i en hæsblæsende affære. De blå/gule trak sig sejrrigt ud af kampen, hvor der blev uddelt hele to røde kort, mens der også blev scoret syv mål. Cheftræner Niels Frederiksen var glad for resultatet, men havde gerne set, Brøndby ikke var kommet bagud. FOTO: Ian Nielsen/Ian Foto Sport Det var helt sikkert en mere nervepirrende start, end Niels Frederiksen havde ønsket sig. Brøndby-træneren kunne dog glæde sig over, at de blå/gule fik rettet op på den dårlige start, da de søndag aften besejrede Randers i Superligaen. Brøndby-træneren fremhæver anden halvleg som meget speciel, da Randers ligende et hold, som var fint tilfreds med resultatet. Han endte dog med at være tilfreds halvlegen. - Jeg har sagt til spillerne, at det altid er vigtigst at vinde, og det gjorde vi. Det var en fuld fortjent sejr, synes jeg. Det jeg også sagde til spillerne er, at der er nogle afgørende perioder i den her kamp både på den positive side og negative side. Det blev så ikke afgørende, men de første 15 minutter er et godt eksempel. Vi kommer helt afgjort ikke ud til kampen med det udtryk, som vi gerne vil komme med. Der er alt for mange fejl. Det er et vigtigt punkt. Men når det så er sagt, synes jeg også, at den reaktion spillerne har på 0-2 målet er vigtig. Det kan vi tage med os, og det synes jeg er et positivt punkt. Det var den helt rigtige reaktion, som kom der. Anden halvleg bliver svær at spille. Vi møder et hold, som er bagud, men som også virker tilfreds med det. De har lagt en plan, hvor at de bare skal være bagud med et mål, til der er 10 minutter igen, så kan de nemlig satse hele butikken. Det blev derfor vigtigt for os at score, så vi kunne trække luften ud af ballonen. Jeg er derfor også fint tilfreds med anden halvleg, selvom den bliver speciel, fortæller Niels Frederiksen til 3point.dk. Kamil Wilczek, som er Superligaens topscorer, fik et rødt kort. Det var ikke en heldig situation for Brøndby-spilleren, men det har Niels Frederiksen, snakket med ham om. Brøndby-træneren mener både, at Wilczeks ærgerrighed er en styrke og en svaghed for ham. - En anden ting er Kamils røde kort. Det er vi ikke tilfreds med, og det ved han også. Han skal undgå det. Jeg fortalte ham, at det måtte ikke ske, men det ved han godt selv. Det sker i fodbold, og så er den ikke meget længere. - Vi snakker med ham om det at få kort, men man skal også huske på, at Kamil er en ærgerrig angriber, der også lever på sin vildskab. Han har scoret 14 mål og er helt suveræn topscorer i ligaen. Det skal man også huske på. Den ærgerrighed og vilje til hele tiden at komme foran kommer ikke ud af ingenting. Nogle gange er der en negativ side af den, og den så vi så i dag (i går, red.), og det skal vi forsøge at undgå fremadrettet.
Fin moral
Brøndby-træneren havde en ambivalent følelse i forhold til comebacket. Han ville helst have undgået at komme bagud, men han glæder sig over den stærke moral. - Der var en rigtig fin moral. Den har jeg rost holdet for, men det er bare sådan, at nogle gange havde man håbet, at de ikke skulle vise den moral. Vi skulle helst være kommet ud med den rette moral fra starten af, det gjorde vi ikke i dag (i går, red.), også fik vi heldigvis vendt det, og det er vi selvfølgelig ganske tilfreds med. Niels Frederiksen vil ikke gøre sig til dommer, og var derfor ikke meget for at kommentere på beslutningen om udvisning til Patrick Carlgren. Han føler dog, at det hele sker på et tidspunkt, hvor Brøndby allerede er på vej ind i kampen. - Det har dommeren styr på. Hedlund er først på bolden, det er der ingen tvivl om, så der er klokkeklart straffespark. Dommeren vurderer så også, at der er rødt, og så må det være sådan. Det er svært at sige, hvilken betydning det får. Jeg føler, vi er på vej tilbage i kampen der. Vi har allerede reduceret til 1-2, så jeg føler, at kampen er på vej over på vores side. Men det er selvfølgelig nemmere, når man kommer på 2-2 i samme moment og spiller i overtal.
Holdet fra Vestegnen har haft nogle skuffende resultater denne sæson, så det glæder Niels Frederiksen, at de seneste tre kampe er blevet vundet. Det var dog ikke nok for Niels Frederiksen, som før kampen fortalte spillerne, at de skulle sætte en stime sammen, og at to ikke var nok. - Jeg er rigtig godt tilfreds med det nye system. Det kunne ikke være meget bedre, så skulle vi have haft 10-0 over de seneste tre kampe. Jeg sagde til spillerne før kampen, at vi er glade for de to sejre i streg, men det er ikke nok. Vi skal op og vinde en god stime af sejre. Nu har vi tre i streg. Det er rigtig fint og en god start. Brøndby måtte i første halvleg tage Josip Radosevic ud, som slog sin skulder. Brøndby-træneren kendte ikke til den defensive midtbanespillers status efter kampen, men han fortalte, at det var nødvendigt med et røntgenfotografi. Brøndby er endnu ikke kommet med en melding om skadens omfang. - Vi kender ikke status på Radosevic. Vi tager et billede i morgen (i dag, mandag, red.), og så ser vi på det. Jeg tør ikke spå om det. Niels Frederiksen fortæller videre, at Tobias Børkeeiet træner mere og mere med, mens det også lysner omkring Lasse Vigen, der har trænet fuldt med den seneste uge.