Glad Larsson efter drømmehug med venstreskøjten: Det sker engang imellem
Johan Larsson scorede første mål, da Brøndby mandag slog AaB med hele 3-0 i Aalborg. Endda med venstrebenet. Det sker ikke hver dag, men nogle gange er det bare

Johan Larsson scorede første mål, da Brøndby mandag slog AaB med hele 3-0 i Aalborg. Endda med venstrebenet. Det sker ikke hver dag, men nogle gange er det bare dét ben, den ligger til. Når det af og til sker, at Johan Larsson sender bolden op i målhjørnet med venstrebenet, så er det et smukt syn. Det var det også mandag aften, da han slog første søm i AaB-kisten med et fremragende venstre-drøn. Det er dog ikke noget, han har trænet, fortæller han. - Nej, slet ikke. Den lå bare til venstrebenet. Det sker engang imellem, griner Larsson. Han mener, at Brøndby vandt fuldt fortjent, og at sejren skyldtes, at de kunne spille på egne dyder. - Vi skal bare ind og gøre det til vores fysiske kamp og vinde andenboldene. Det gør vi godt. Vi lykkes med masser af omstillinger og gode løb, og der er vi gode. Når vi mister den, vinder vi den tilbage. Vores offensiv med Teemu, Kamil og Hany lykkedes med at vinde alle bolde tilbage i næsten hele første halvleg, siger Larsson til 3point.dk. Johan Larsson har været i Brøndby i flere år nu, så han ved, hvor stor en præstation det er at tage til Aalborg og vinde 3-0. - Det er et andet Brøndbyhold end det, der har været her tidligere. Vi sætter os på kampene uanset hvor vi spiller. Der findes en historik alle steder, men vi prøver bare at gøre det til vores kampe. Det er en ny kamp hver gang, og der kan ske hvad som helst. Det giver bare fint med succes med den måde, vi spiller på. Derfor var det også en vigtig sejr, der kom i hus i dag, mener anføreren. - Det er utroligt vigtigt, at vi kommer godt ud til slutspillet og viser, at vi er klar, så folk ikke begynder at miste troen på Brøndby nu, hvor det handler om at vise noget. Folk bliver ved med at sige, at nu er vi tæt på at vinde, men jeg tænker sådan, at man ikke kan miste noget, man aldrig har haft. Vi har ikke haft det mesterskab, og det har vi heller ikke endnu. Det kan vi ikke få før sidste kamp alligevel, så vi kan heller ikke miste det. - Det eneste der er vigtigt er, hvad Coach siger til os før kampene, og det synes jeg, vi udnytter godt i dag. Næste opgave for Larsson og co. er på torsdag, hvor SønderjyskE venter i pokalkvartfinalen.