Glad Hjulsager roser fansene: Rart at kunne give igen
Andrew Hjulsager var glad for den måde, Brøndby slog tilbage på, da AGF blev besejret med hele 7-0 i egen hule. Midtbaneprofilen fortæller, at han selv var i tv

Andrew Hjulsager var glad for den måde, Brøndby slog tilbage på, da AGF blev besejret med hele 7-0 i egen hule. Midtbaneprofilen fortæller, at han selv var i tvivl om hvor holdet stod, men han er glad for holdets og fansenes evne til at svare igen. Da Brøndby torsdag tabte 0-3 i Grækenland mod Panathinaikos, satte det et spørgsmålstegn ved holdets forfatning forud for Superligaopgøret mod AGF søndag. Et spørgsmålstegn der dog lynhurtigt blev fjernet, da holdet kørte AGF over med hele 7-0. Det var tomålsskytten Andrew Hjulsager selvfølgelig meget tilfreds med: -Det kunne ikke være bedre. Man kunne godt tænke, at når vi nu møder modstand første gang, hvad ville der så ske med holdet? Det havde jeg også selv mine tvivl om, men stor ros til alle på holdet for bare at køre på, siger en glad Hjulsager til 3point.dk, og fortsætter: -Det var superfedt at vi tog dertil og kørte dem midt over. Da vi gik ind til kampen var forventningen jo ikke, at vi skulle vinde 7-0. Det er jo en af ærkerivalerne, og man kunne også se på fansene at de nød det, kastede sko ud på banen og sådan. Jeg tror det var en rigtig god kamp for tilskuerne og fansene. Netop fansene har haft en stor betydning for Brøndbys fantastiske sæsonstart: -De har været her i så lang tid, specielt i de perioder hvor det har været mindre sjovt, så det er rart for os at kunne give noget igen nu. Men det giver ligeså meget til os, at vi kan mærke, de er med os, siger Hjulsager. Næste opgave for Hjulsager og Brøndby er på torsdag, når de skal forsøge at revanchere nederlaget til Panathinaikos.