Glad Hjulsager: Måske mit bedste mål i sæsonen
Andrew Hjulsager sikrede med en drømmescoring Brøndby de tre point i søndagens kamp mod Viborg. Han kalder målet sit bedste i sæsonen, og synes, Brøndby i først

Andrew Hjulsager sikrede med en drømmescoring Brøndby de tre point i søndagens kamp mod Viborg. Han kalder målet sit bedste i sæsonen, og synes, Brøndby i første halvleg beviser, at holdet er på vej tilbage. Andrew Hjulsager bragte sig søndag op på 7 sæsonscoringer, med et drømmehug mod Viborg. Et mål, som han var rigtig glad for at se gå ind. -Jeg ramte den rigtig godt. Jeg kunne se da den kom ind mod målmanden at den ville sejle over ham. Det var ikke ret hårdt sparket, men den sad godt. Jeg har ikke scoret siden FCK-kampen, selvom jeg har haft mange chancer, så det var dejligt endelig at score, og at det så også giver 3 point, siger Hjulsager til 3point.dk. Han vurderer målet til at være hans bedste i sæsonen - selvom der har været mange gode at vælge imellem. -Isoleret set på målet synes jeg, det har været mit bedste i sæsonen, men et mål mod FCK vil altid være mere specielt for mig. Målet kom efter en kamp hvor Hjulsager føler, at Brøndby leverede to vidt forskellige halvlege. -Jeg føler ikke de har en chance i hele første halvleg. De får lidt på omstillinger, men vi kontrollerer kampen rigtig godt, vi får nogle store chancer og får også scoret. Så får de et lidt heldigt mål i starten af anden halvleg, og det sætter sig lidt i holdet. Vi bliver lidt nervøse og stopper med at følge vores gameplan, siger Hjulsager til 3point.dk, og uddyber, hvorfor han var utilfreds med anden halvleg. -Det viser noget mental styrke i holdet at vi kommer tilbage, men jeg føler ikke, at præstationen i anden halvleg viser, at vi opper os. Vi leverer en god indsats i første halvleg, og når det så ikke kører, så er det vigtigt, at vi forsvarer den hjem som hold. U/21-landsholdsspilleren mener samtidig, at Brøndby er på vej tilbage på sporet efter en halvskidt periode. -Her på det seneste har vi fået mange chancer. Jeg vil stadig sige at vi spiller bedre nu end sidste kamp, som også var bedre end de forrige kampe. Vores effektivitet i starten af sæsonen var meget stor, og jeg tror ikke, man kan forvente at den vil være så god over en hel sæson. Men kan vi finde spillet fra første halvleg frem og være mere effektive, så går det den rigtige vej. 22-årige Hjulsager har scoret 7 mål for Brøndby i denne sæson.