Glad Crone: En helt vild kamp
Svenn Crone spillede igen 90 minutter for Brøndby, og den unge back var meget glad, da 3point.dk fangede ham efter 3-1-sejren over Hertha Berlin i Europa League

Svenn Crone spillede igen 90 minutter for Brøndby, og den unge back var meget glad, da 3point.dk fangede ham efter 3-1-sejren over Hertha Berlin i Europa League. Det var en glad Svenn Crone, 3point.dk fangede efter sejren over Hertha Berlin torsdag aften. En sejr, som holdet havde troet på, men som først kom i hus efter en spændende fodboldkamp: -Det var en helt vild kamp. Helt fedt. Jeg er i chok lige nu, det havde jeg sgu ikke forventet. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Før kampen har vi selvfølgelig troet på det, og selv da de kommer på 1-1 tror vi stadig på det, presser på og kæmper for at få målet, og så lukker vi kampen, siger Crone til 3point.dk. Crone selv så kampens slutfase som nervepirrende og intens: -De får lidt mere spil, får presset på og får også nogle chancer, men vi gør alt hvad vi kan, og holder dem heldigvis fra at score. Man kan godt sige, det var overlevelse til sidst, men vi er gået videre. For blot et år siden optrådte Svenn Crone i 1. Division for Brønshøj. Nu spiller han Europa League for Brøndby, som han hele tiden har troet på, han kunne slå igennem for: -Jeg har hele tiden troet på, at det var her jeg ville slå igennem, og nu har jeg fået en træner der giver mig chancen, og det er bare perfekt. Jeg håber det er min venstre back nu, men det må tiden vise. 21-årige Svenn Crone har kontraktudløb med Brøndby om et år.