Glad Corlu vil arbejde endnu hårdere til træning
Rezan Corlu blev skiftet ind i Europa League-kampen mod Panathianikos og vil arbejde endnu hårdere til træning, for at overbevise Alexander Zorniger om at give

Rezan Corlu blev skiftet ind i Europa League-kampen mod Panathianikos og vil arbejde endnu hårdere til træning, for at overbevise Alexander Zorniger om at give ham flere indhop. 19-årige Rezan Corlu er i denne sæson kommet tilbage efter en alvorlig korsbåndsskade. Det er blevet til et par indhop, senest i Europa League-kampen mod Panathinaikos. - Det var utrolig fedt. Man skal lige nive sig selv i armen og nyde, hvad man kommer ind til. Det er ikke til at sætte ord på. Det var dejligt at komme ind og repræsentere Brøndby, fortæller Corlu til 3point.dk og tilføjer om sin egen præstation: - Jeg synes det gik okay. Efter skaden skal jeg lige spille mig ind og finde de rigtige rum på banen. Det var okay, men det kan sagtens blive bedre. - De (Panathinaikos, red.) havde måske lidt mere overskud i anden halvleg end i første, hvor vi havde styr på dem. Målet gav dem lidt overskud og satte os lidt tilbage. I Alexander Zornigers system spilles der uden kanter. En position Corlu tidligere har spillet, men den alsidige offensivspiller kan sagtens se sig i systemet alligevel på en af de offensive positioner. - Jeg ser mig selv på offensiv midt, så hvis jeg kommer i spil der, så passer det mig helt fint i en offensiv, fremadrettet og angrebsivrig rolle. Nu handler det for Corlu om at arbejde endnu hårdere til træning, så Zorniger oftere og oftere vil kigge hans vej. - Det viser mig tillid fra Alexander Zornigers side og at han tør bruge mig. Det sætter jeg utrolig stor pris på og det fortæller mig bare, at jeg skal arbejde endnu hårdere til træning. Så bliver man belønnet. Corlu står noteret for fem officielle optrædender for Brøndby med et enkelt mål til følge.