Glad Corlu: Det er en rigtig god løsning
Brøndby IF har købt Rezan Corlu tilbage fra Roma. I første omgang udlejes han i en sæson til Lyngby og det er en rigtig god løsning, mener offensivspilleren. FO

Brøndby IF har købt Rezan Corlu tilbage fra Roma. I første omgang udlejes han i en sæson til Lyngby og det er en rigtig god løsning, mener offensivspilleren. FOTO: Lasse Lagoni Brøndby IF har fredag eftermiddag offentliggjort, at klubben har købt 21-årige Rezan Corlu tilbage fra Roma og udstyret ham med en tre-årig kontrakt. I den kommende sæson skal han dog spille på leje i Lyngby, som han også repræsenterede i sidste sæson, og han glæder sig over “pakken”, der indeholder både Brøndby og Lyngby. - Det er en rigtig god løsning. Jeg kan få lov til at hjælpe Lyngby og Lyngby kan hjælpe mig. Jeg kan videreudvikle mig og forhåbentlig få en masse spilletid på Superliga-niveau. Forhåbentlig kan jeg få noget mere erfaring. Det bliver nogle fede kampe på højeste niveau i Danmark, så det glæder jeg mig til, siger Corlu til 3point.dk. - Jeg havde et rigtig godt år i Lyngby i sidste sæson og jeg glæder mig til fortsat at kunne bidrage. Denne gang i Superligaen. Det bliver super fedt og jeg glæder mig til at komme i gang. Corlu spillede en fin sidste sæson i Lyngby, men fik slutningen af sæsonen ødelagt af en skade i baglåret. Han har dog fået meget ud af sin tid i Lyngby hidtil. Interessen fra Brøndby fik han nys om for et halvt år siden cirka. - Jeg fik at vide, at Brøndby holdt øje med mig. Tingene begyndte at blive sjove i Lyngby og jeg fornemmede, at der måske kunne komme til at ske noget, så jeg var glad for at Brøndby kiggede med. - Da jeg hørte, at det var konkret, blev jeg selvfølgelig også glad. Brøndby er jo min klub og mit andet hjem, så det var fedt. - Jeg fik utrolig meget ud af det i Lyngby sidste sæson. Jeg fik lov til at spille fodbold igen på højt niveau og fik lov til at vise mig frem. Det er jeg utrolig glad for og Lyngby er et godt sted at være. Jeg er glad for, at de gav mig chancen i sidste sæson og at jeg kan få lov til at være en del af truppen i Superligaen også.
Jagter gennembruddet i Brøndby
Rezan Corlu er definitionen på en Brøndby-dreng. Det kan der slet ikke herske tvivl om. Han skal nu videreudvikle sig i Lyngby, men har derefter to år på kontrakten i Brøndby, hvor han jagter det gennembrud, han ikke for alvor fik i første forsøg. - Der er ingen tvivl om, at jeg elsker klubben med hele mit hjerte. Jeg har været herude, siden jeg var fire år gammel og indtil jeg var 19 og skiftede til Roma. Jeg har ikke rigtig fået vist mig hundrede procent frem endnu på grund af en skade, men jeg føler, at jeg har fået en ny chance for at slå igennem i Brøndby. Og den chance vil jeg gribe. - Det er hundrede procent målet, at jeg vil slå igennem i Brøndby. Jeg håber også, at det kan lade sig gøre denne gang. Men i den kommende sæson handler det om Lyngby, hvor jeg skal bevise mit værd. Men Rezan er ikke den eneste Corlu med blågult hjerte. Hans bror, Azad Corlu, er træner i Brøndby Masterclass og generelt er familien Corlu bare gule og blå. - Det er selvfølgelig også stort for dem. Vi har boet i Brøndby lige siden jeg kan huske. Vi er en rigtig Brøndby-familie. Selv i de to år, hvor jeg ikke har været i klubben, har vi været inde at se kampe og har fulgt med. Det er stort for hele familien. 21-årige Rezan Corlu spillede i sidste sæson 20 kampe for Lyngby. Det tal får han nu mulighed for at øge i den kommende sæson, hvor han som skrevet spiller på leje for De Kongeblå.