3POINT
Nyheder7. mar. 2021

Glad Brøndby-træner: Det koger, brænder og syder

Niels Frederiksen var en glad mand efter derby-sejren over FC København. Brøndby-omklædningsrummet kogte, brændte og sydede efter sejren.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen7. mar. 2021

Søndag eftermiddag kunne Brøndby IF notere sig for tre af de point, som de rigtig gerne vil have på kontoen. Det blev nemlig til en derby-sejr over rivalerne fra FC København efter et drama, som i anden halvleg involverede flere afgørende VAR-kendelser.

- Når man har VAR, går det nogle gange med en og andre gange går det imod en. Men vi må tro på, at det er de rigtige afgørelser, der bliver taget. Det skulle det gerne være, når man har mulighed for at se det igennem på tv-billederne. Vi har det med og i dag, og på den måde kan man sige, at vi har marginalerne med os. Nogle gange har vi dem også imod os, sagde Brøndby-træner Niels Frederiksen efter kampen i mixed zone.

Overordnet set var han rigtig tilfreds med Brøndby-holdets indsats, selvom de blå/gule var lidt udfordret i første halvleg.

- Vi har slået et rigtig, rigtig godt FCK-hold. Det har vi gjort, fordi vores spillere knoklede røven ud af bukserne og virkelig hang i i 97 eller 99 minutter, hvor meget det nu var. Vi er super lykkelige for sejren. Vi synes at vi samlet set leverede en rigtig god præstation.

- I første halvleg havde vi lidt større problemer. De har nogle dygtige spillere i Rasmus Falk, Viktor Fischer og Jonas Wind, som volder os udfordringer i første halvleg i forhold til at komme godt nok ind i presset og lukke af inde centralt. Til gengæld synes vi at vi var det bedste hold i anden halvleg, hvor vi gjorde det rigtig fint og holdt dem stort set fra fadet indtil vi var foran 2-0. 

- Vi er meget tilfredse med præstationen i dag og jeg synes gutterne fortjener stor ros for en enorm indsats i dag.

Hvordan er det i omklædningsrummet efter sådan en derby-sejr?

- Omklædningsrummet koger, brænder og syder. Der er en helt vild euforisk stemning i sådan et omklædningsrum. Det er der altid, når vi har vundet, men når det er et derby og en sejr over FCK, så er den stemning endnu større og stærkere. Det er bare fantastisk at være en del af. Det kunne jeg unde alle at prøve. Det eneste vi ærgrer os over er at vi ikke havde 25.000 på lægterne derude i dag, for så var det da blevet helt sindssygt. Men det må jo komme på et tidspunkt. 

Brøndby har nu slået FCK to gange ud af to mulige i denne sæson. Begge gange med 2-1.

Mest kommenterede nyheder