Glad Auri efter comeback: Kunne virkelig mærke fansene
Auri Skarbalius fortæller hvad han sagde til sine spillere i pausen af Esbjerg-kampen og sender samtidig store roser til klubbens fans. Auri Skarbalius og hans

Auri Skarbalius fortæller hvad han sagde til sine spillere i pausen af Esbjerg-kampen og sender samtidig store roser til klubbens fans. Auri Skarbalius og hans Brøndby-tropper leverede mandag aften et flot comeback i Esbjerg. Nede 2-0 ved pausen, formåede Brøndby-spillerne på en god anden halvleg at snuppe det fulde udbytte og tre point med Johan Larssons matchvindermål i sidste minut. - Stille og rolig dag på kontoret, indledte Auri Skarbalius med et stort grin, da 3point.dk fangede ham i mixed zone efter comebacket i Esbjerg. Flere af spillerne havde inden vores snak med Auri, talt om pausesnakken og at den var rigtig god. Derfor spurgte vi selvfølgelig træneren, hvad han havde sagt til sine spillere. - Vi ændrede selvfølgelig noget rent taktisk. Vi skulle være hurtigere i mand-mand-situationerne og defensivt skulle vi passe på deres dybdeløb. Offensivt skulle vi blive ved med at spille, få en masse indlæg ind og så bragte vi Elmander, så vi fik mere fysik, begyndte han. - Men den sidste ting, var den vigtigste for mig. Jeg var faktisk ligeglad om vi ville vinde, men jeg ville se troen. Og hvad er så troen? Det er fokus her og nu. Fokus på at gå efter at score ét mål. Scorer vi det, går vi efter næste mål. Scorer vi det, så går vi efter næste mål. Hvis man løber rundt og tænker at det ikke kan lade sig gøre, så kan det ikke lade sig gøre. - Jeg sagde også til drengene efter kampen, at det er noget af det Brøndby er mest kendt for. Når det ser allermest sort ud, så fokuserer man og slår til. Det skal de huske nu. De skal tage det med, så de kan bruge det næste gang, de står i den situation. Og de skal huske at give det videre til dem, der kommer til klubben. Det er en vigtig ting i vores klub.
Gnisten kan springe...
Troels Bech har ofte talt om, at gnisten kan springe fra banen til tribunen, men også fra tribunen til banen. Mandag aften i Esbjerg stoppede Brøndby-tilhængerne ikke med at synge - uanfægtet at de var nede 2-0 længe - og det sendte måske en lille gnist ind til spillerne på banen. Som Frederik Holst formulerede det, så flirtede spillere og fans ret godt sammen. Auri Skarbalius havde også store roser til overs for de blågule på lægterne. - Det var fantastisk. En fantastisk oplevelse. Én ting er, at det er ekstra sjovt for fansene, når vi begynder at score. Men også inden da. Man kunne virkelig mærke dem, selvom vi spillede på udebane. Der er vi meget taknemmelige og priviligerede, over at være i en klub, hvor vi har sådanne fans. Det er ikke noget jeg bare siger, for det er virkelig sådan. Næste opgave for Auri og tropperne er på mandag, når Viborg kommer på besøg på Brøndby Stadion.