3POINT
Giran Pyne-Cole

Teis Markfoged

Nyheder20. jun. 2021

Giran Pyne-Cole: Jeg havde sommerfugle i maven op til kampen

Giran Pyne-Cole blev den helt store helt, da han i gårsdagens U/19 kamp afgjorde det hele med et mål og en assist til slutresultatet 2-1. Efter kampen satte han nogle ord på sin situation.

3point person
Rasmus Damskov Frederiksen20. jun. 2021

Det var en rørt og glad Giran Pyne-Cole som 3point.dk fangede efter gårsdagens 2-1 sejr til Brøndby over AC Horsens. Det var tydeligt at se, hvor meget de hæsblæsende minutter betød for den unge fyr. Han fik sat nogle ord på hvad kampen betød for ham.

- Nu har jeg jo været skadet i et helt år og det har været af mange omgange, så det betød rigtig meget. Jeg havde sommerfugle i maven op til kampen, sagde han som det første.

Den store glæde var tydelig at spore efter kampens slutfløjt, hvor der blev uddelt en masse kram til staben, holdkammeraterne og ikke mindst den store familieopbakning han havde med til sin første kamp efter den langvarige bruskskade i knæet.

- Det betyder rigtig meget at have hele familien ude og se mig spille i dag. Det var derfor jeg sagde de alle sammen skulle komme med ud og se kampen. Min kæreste havde aldrig set mig spille før, fordi jeg har været skadet hele tiden, så det var rigtig rart de alle sammen var med.

Gennem den lange skadesperiode på stort set en hel sæson, har den offensive spiller været god til at finde optimismen frem.

- Jeg har gjort det her gennem mange omgange. Det er bare optimisme og tro på, at man også kommer stærkere tilbage. Fodbold er det jeg altid har drømt om at spille, og komme op i Superligaen en dag og have det som job. En skade skal i hvert fald ikke holde mig tilbage.

Offensivspillerens kontrakt udløber med Brøndby den 30. juni 2021 og han er åben for et skifte væk fra Vestegnen.

- Som det ser ud lige nu, skal jeg nok til en anden klub. Så må vi se hvad det bliver, det har jeg ikke helt fastlagt endnu.

Giran Pyne-Cole er nu gået på sommerferie sammen med resten af holdet, og så må vi se om den lynhurtige offensive spiller er at finde i truppen efter sommerferien.

Mest kommenterede nyheder