Gammelby skal følge fansene på tv: 110% sikker på, de bliver dominerende
Brøndbyspillerne har sovet på hotel frem mod pokalfinalen, og dagen op til finalen skal bl.a. bruges på at følge fansenes fester frem mod finalen. FOTO: Teis Ma

Brøndbyspillerne har sovet på hotel frem mod pokalfinalen, og dagen op til finalen skal bl.a. bruges på at følge fansenes fester frem mod finalen. FOTO: Teis Markfoged For et år siden var Jens Martin Gammelby på det tabende hold i årets pokalfinale. I år står han der igen, denne gang i gult og blåt. - Det er da dejligt at være i endnu en pokalfinale. Det er lidt mere specielt denne gang, for der er en større kulisse med mig, men ellers ved jeg udmærket godt, hvad jeg går ind til, siger Gammelby til 3point.dk. - En finale er noget specielt. Inden finalen sidste år var der nervøsitet, for hvad er det, man går ind til? For os i Silkeborg var det lidt mere specielt, fordi vi aldrig havde drømt om at skulle spille i den kulisse, men det har jeg prøvet nu, og det er selvfølgelig en kæmpe fordel at kende det tryk der kommer. Sidste år var det mod mig, i år er det med mig, og det kan jo kun være positivt. Sæsonen i sin helhed har ikke været tilfredsstillende for Brøndby, men de kan dog redde lidt af æren med en sejr i pokalfinalen. - Selvfølgelig redder vi en stor del, men på mange punkter har det ikke været for godt i denne sæson, og det skal vi have kigget på, men selvfølgelig vil det være en kæmpe triumf at vinde denne her, for så har vi vundet en titel, og det er det, fodbold handler om. - Den kan redde lidt af vores sæson hvis vi vinder denne her kamp, så det er en sindsygt vigtig kamp for os, men det er det også for Midtjylland. Jens Martin Gammelby ser især frem til at løbe på banen for de mange tusinde fans. - Jeg er 110% sikker på at Brøndbyfansene bliver meget dominerende. Fansene giver os de sidste procenter, og dem har vi helt sikkert brug for i en tough kamp mod Midtjylland. Dagen op til kampen bruges på at lade op til finalen. Blandt andet vil Jens Martin Gammelby forsøge at følge så meget med i begivenhederne på Gammeltorv og Nytorv som muligt. - Det er super fedt for os at følge med i, at så mange interesserer sig for det. Den eneste ulempe ved at være spiller bliver, at man ikke kan følge med i marchen, for det bliver helt vildt fedt. Jeg gad så godt opleve det, men vi kommer til at følge med. Pokalfinalen sparkes i gang kl. 17.