Gammelby irriteret over indlæggene
Jens Martin Gammelby havde ikke meget held med sine indlæg i fredagens kamp mod OB og det irriterer backen, for han føler, at han kom i mange gode situationer.

Jens Martin Gammelby havde ikke meget held med sine indlæg i fredagens kamp mod OB og det irriterer backen, for han føler, at han kom i mange gode situationer. FOTO: Teis Markfoged Jens Martin Gammelby har været fast mand på højrebacken i foråret efter Johan Larsson brugte vinterpausen på at rykke til franske Guingamp. Det bliver gradvist bedre for Gammelby. Fredag spillede han nærmest kant for Brøndby, da de mødte OB. Det var en del af taktikken og det betød, at han kom meget med offensivt. Desværre manglede indlæggene ofte den sidste kvalitet og det irriterer Brøndby-backen. - Jeg kommer til de situationer, jeg gerne vil, men indlæggene sidder ikke i skabet i dag. Det er lidt irriterende. Jeg er med i Tibblings mål og det er egentlig okay, ligesom jeg har en afslutning med venstre i anden halvleg. Jeg kommer i nogle gode situationer, men får ikke helt forløst det, sagde Gammelby efter kampen til 3point.dk. - Jeg spillede nærmest lidt højrekant i dag i den måde, vi greb kampen an på. Det var også lidt nyt for mig, men jeg var mere med offensivt og manglede bare de indlæg. Det er irriterende. Næste opgave for Gammelby og Brøndby-holdet er allerede på torsdag, hvor det gælder pokalsemifinalen mod AaB.