Gammelby har fået mere selvtillid og nyder Hermannsson-samarbejde
Jens Martin Gammelbys formkurve er opadgående. Backen fortæller selv, at han har fået mere selvtillid og at han nyder samarbejdet med Hjörtur Hermannsson. Men h

Jens Martin Gammelbys formkurve er opadgående. Backen fortæller selv, at han har fået mere selvtillid og at han nyder samarbejdet med Hjörtur Hermannsson. Men han er ikke tilfreds endnu. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Jens Martin Gammelby havde et svært første halvår i Brøndby IF. Han stod bag den daværende anfører Johan Larsson i køen til spilletid og blev tilmed ramt af en skade, som ødelagde en stor del af efteråret for ham. Det var en højreback, der så lidt rusten ud i forårets første par kampe, da han fik chancen efter Larssons skifte til fransk fodbold. Men kamp for kamp har det set bedre ud for Gammelby og det har indtil videre kulmineret i kampene mod AaB og AC Horsens, som har været hans bedste i Brøndby-trøjen. Gammelby selv synes også det går den rigtige vej. Han sender også ros til Hjörtur Hermannsson, som han nyder at spille ved siden af. - Det bliver meget bedre. Jeg har en rigtig god makker i Hjörtur (Hermannsson, red.). Jeg synes virkelig han er god til at spille mig åben i nogle gode situationer. I dag (mod AC Horsens, red.) er lidt anderledes, fordi vi møder en modstander, der gør tingene lidt anderledes. Men mod AaB var det meget bedre. Det kommer og jeg får flere og flere af de situationer, som jeg gerne vil i, hvor jeg kan komme en-mod-en, siger Gammelby til 3point.dk. - Det er altid fedt at få bolden på kanten, når man er omgivet af spillere, der også gerne vil have den, som Hany (Mukhtar, red.), Bessi (Halimi, red.) og Simon Hedlund er fantastiske til også at modtage bolden i mellemrum, men Hjörtur har også en stor andel i at mine præstationer er blevet bedre. LÆS OGSÅ: Brøndby bedst med bolden - og meget mere direkte Men det er ikke kun holdkammeraterne, der har hjulpet Gammelby op på et højere niveau. Han har også fået mere selvtillid. Det er dog vigtigt for ham at understrege, at han ikke er tilfreds endnu. - Jeg har fået lidt mere selvtillid. Det skal der til i min situation. Jeg har brug for selvtillid. Men jeg vil også have mere endnu og jeg KAN mere. Det higer jeg virkelig efter at vise. Jeg vil gerne i endnu flere situationer, hvor jeg kan komme en-mod-en. - I sidste sæson scorede jeg også mange mål. Det vil jeg også gerne ind og bidrage med, så det skal også komme. Det er min egen forventning.