Gammelby glad for udtrykket: Vi viser god vilje og fight
Jens Martin Gammelby er meget tilfreds med måden, hvorpå spillerne greb kampen an i 2-1-sejren over Randers, som var den første kamp siden fyringen af Alexander

Jens Martin Gammelby er meget tilfreds med måden, hvorpå spillerne greb kampen an i 2-1-sejren over Randers, som var den første kamp siden fyringen af Alexander Zorniger. Højrebacken er glad for de vigtige point, også selvom hans rolle som back allerede har fået små finjusteringer af Retov. Brøndby sikrede sig søndag aften utroligt vigtige point om at komme i Mesterskabsspillet, da Randers blev besejret med 2-1 på hjemmebane. Jens Martin Gammelby fik for første gang i forårssæsonen hele kampen på højrebacken, og han kan godt mærke, at sejren giver selvtillid i truppen. - Man er helt vildt glad. Det er fantastisk at vinde, for det er det, vi spiller for i dag. Det giver jo en masse selvtillid at få de tre point, selvfølgelig gør det det. Det er ikke kønt fodbold, nogle af holdende spiller, men det er jo sådan forholdende er på denne tid. Så skal der kriges i stedet, og vi viser en god vilje og fight, som vi kan være stolte af, sagde han til 3point.dk efter kampen. Gammelbys rolle som højreback har også allerede fået nogle små finjusteringer af Retov, der blandt andet indebærer, at man falder en smule mere, når modstanderen bliver retvendt end førhen. - Der er nogle situationer, hvor jeg kan gøre lidt, som jeg plejer. Men fx forsvarsmæssigt hvor jeg måske i stedet for at sprinte frem i pres på deres back højt oppe, så skal jeg, som Retov har sagt til mig, tænke lidt, hvis situationen ikke er til at bakke op i pres og i stedet falde lidt ned. Det var vi også kollektivt lidt bedre til i dag, da de bolde i bagrummet, som de spillede, ikke blev så farlige, som de før har været. Og det er, fordi vi kan se, at når modstanderen bliver retvendt, så falder vi måske lidt mere, end vi plejer. - Men det var svært, tror jeg, for Retov og Jaissle at sætte deres fulde præg på holdet, før vi kommer lidt længere hen. Jeg tror, de bliver super glade, når vi kommer lidt længere hen til en landsholdspause, hvor de har tid med os til at sætte os ind i, hvordan de vil gøre tingene fremadrettet. Næste opgave for Brøndby er nu på torsdag, når de møder Vendsyssel på udebane i Hjørring i Sydbank Pokalen.