Gammelby: Det har været en hård og intens opstart
Det har været en hård og intens opstart for Brøndby indtil videre. Nu vil Jens Martin Gammelby knokle videre, for han jagter mere spilletid i foråret. Få tilsku

Det har været en hård og intens opstart for Brøndby indtil videre. Nu vil Jens Martin Gammelby knokle videre, for han jagter mere spilletid i foråret. Få tilskuere havde fundet vej til den sidste træningskamp, inden truppen lørdag drager mod træningslejr i Dubai. Et snevejr var kort forinden brudt ud over Brøndby Stadion, så det var en kold fornøjelse for de standhaftige. Resultat- og spillemæssigt var der som bekendt ikke meget at råbe hurra for. Med i ligningen skal dog, at det var en flok trætte spillere, der måtte se sig slået 1-3 af 1. divisionsholdet fra Roskilde. - Det har været en hård og intens opstart – væsentligt anderledes, end hvad jeg har været vant til i Silkeborg. Her træner vi i hvert fald to gange om dagen. Sådan er preseason. Det handler om at komme i form. Fra nederlaget til FC Roskilde var der ikke meget positivt at tage med videre. - Vi var splittede som hold og langt fra hinanden derude. Der var for mange individuelle fejl hist og pist. Det var en skidt kamp, hvor vi ikke lykkedes med vores energiske spillestil. Personligt var det heller ikke min bedste kamp i dag, sådan er det en gang imellem.
Et kig ind i forårssæsonen
Med Johan Larssons skifte til fransk fodbold står pladsen som højre back åben. De fleste regner nok med, at det bliver Jens Martin Gammelby, der sætter sig på den fra start. Også selvom der er planer om at omskole Kevin Mensah. - Min største målsætning for foråret er selvfølgelig at spille. Jeg er en offensiv back, så jeg har også et ønske om at komme frem og lave nogle assists og mål. Med stor afstand til de to førende hold i ligaen, kræver det rigtig meget optimisme at gøre sig forhåbninger om at kravle længere op i tabellen. Der er dog stadig mulighed for at få endnu en titel til Vestegnen i denne sæson. Det kræver to sejre mere i pokalturneringen, før endnu en pokalfinale - tredje i streg - er en realitet. - Det ville være sindssygt at komme i pokalfinalen. Sidste år havde jeg 25.000 i gule trøjer imod mig og de skabte en fantastisk kulisse - selvom jeg desværre tabte med Silkeborg. Vi runder af med en personlig anekdote fra undertegnede. Under omtalte finale pegede ihvertfald tre feststemte fans i gult en bestemt spiller fra Silkeborg ud, og blev enige om, at ham måtte Brøndby gerne købe. Det skete som bekendt ikke lang tid efter. - Jeg må jo have gjort noget rigtigt så – også selvom vi tabte. Men nu gælder det altså resten af pre-season og Jens Martin Gammelby er klar til at give den alt, hvad den kan trække fra første fløjt.