3POINT
Noah Nartey

Teis Markfoged

Nyheder22. maj 2023

Future Cup: Sejr i lavintens kamp mod Vejle

Mandag eftermiddag stillede de blågule et slagkraftigt Future Cup hold med flere regelmæssige Superliga-spillere i startopstillingen, da der på hjemmebane blev fløjtet gang i opgøret mod Vejle. Det blev ikke voldsomt intens, dertil synes Future Cup simpelthen ikke at være dragende nok til at kværne de sidste energidråber ud af spillerne. Efter en sløv start på kampen vågnede de blågule op og tog en sejr på 4-2 ved opgørets slutning.

3point person
Kasper Pedersbæk22. maj 2023

Kampbilledet i første halvleg var ikke overraskende - for modsat Superliga pendanten, så var Future Cup holdet ganske meget på bolden i mandagens eftermiddagsopgør mod Vejle Boldklub.

Men hvad Brøndby gjorde med bolden var tæt på lige så ideforladt og planløst mod Vejle. Der manglede generelt i kampens første 45 minutter bevægelser for boldholderen, hvor Sebulonsen som en af få bød sig til som aftager til bolden.

Ellers var tingene meget omstændige, og det relativt uerfarne Vejle-hold blev for sjældent sat på prøve, udover de par tilfælde (inden endnu en skade tog Sebulonsen ud af kampen) hvor Sebulonsen kom i fart over højresiden.

At Slimane og Bell inde centralt skulle være i spil til Superliga-minutter var svært at se, dertil fandt de løsningerne for langsomt.

Det var ikke fordi de rødklædte gæster havde en kavalkade af muligheder, de stod oftest dybt på egen halvdel og afventede Brøndby. Antageligt en konsekvens af det niveau de havde spillere med fra, og det de frygtede at løbe ind i, såfremt de skubbede højt i et forsøg på at presse.

Tempoet blev øget efter pausen

Da fløjten lød til anden halvdel af Future Cup dansen lagde Brøndby et tungere pres på Vejle. Og det blev sværere for gæsterne at komme ud af problemerne. Bell og Slimane blev kvikkere på bolden, og efter en helt fraværende første halvleg vågnede Bertram Kvist op til dåd på venstrekanten. Først stod han bag udligningen en håndfuld minutter efter pausen, og efterfølgende blev der begået ikke et, men to straffespark inden for et kort tidsspand. Begge blev udnyttet helt iskoldt - hvilket gjorde Hedlund og Slimane til målscorere i kampen.

Straffespark nummer to kom efter en generobring af (indskiftede) Noah Nartey, der lynsnert spillede bolden frem i mellemrummet til Kvist, som søgte udfordringen og blev fældet.

Det sidste kvarter af kampen kastede flere udskiftninger og rokering af sig. Intensiteten dalede, og det blev lidt mere åbent i begge ender. Future Cup er ikke det der kaster et forbrug af de sidste energireserver af sig, og således lukkede kampen ned med et par mål - fordelt ligeligt med et til hvert hold og et endeligt facit på 4-2 til Brøndby over Vejle.

Af de sædvanlige Superliga-spillere var der ikke nogle der stak i øjnene, der blev leveret det der vel kan kaldes for en transport-etape havde det været Tour de France. Straffespark blev udnyttet, pasninger lavet (i anden halvleg med højere kadence end i første) og de fornødne dueller taget. Nartey kom ind og fik minutter på banen, og trods overvejende positive noter viste han også, hvorfor han indtil nu ikke har været bragt som starter. Lovende takter, hvis han kan bygge på. Bertram Kvist leverede kvalitet i anden halvleg, men det var også en lavintens kamp mod et Vejle-hold, der ikke havde meget kvalitet på banen.

Mest kommenterede nyheder