3POINT
1677315731-Skærmbillede2023-02-25kl.10.01.56.png

Nanna Møller Karlsen

Nyheder25. feb. 2023

Futsal: Et gult lys i mørket?

Futsalholdets Brøndby-drenge jagter både en plads i kvartfinalen, og i Brøndby-folkets hjerter, når de tager imod Albertslund IF på søndag hjemme i Brøndby Hallen. 3point.dk har taget en snak med holdets passionerede sportschef og gennemførte klubmenneske, Steven de Oliveira Schumann - om holdet, kampen på søndag og fremtidsperspektiverne.

3point person
3point.dk25. feb. 2023

Brøndbys superligahold tog et vigtigt skridt i retning mod top seks søndag aften på hjemmebane. Samme vigtige skridt tog klubbens futsalhold, som er på vej mod en kvartfinaleplads i sportens fineste turnering herhjemme. Tidligere om søndagen blev det nemlig til en sejr på 4-3 over Eastside Viborg i Viborg Stadion Hal.

På søndag d. 26. februar skal holdet forsøge at fortsætte deres ubesejrede stime i kvalifikationsspillet, når det går løs i braget mod lokalrivalerne fra Albertslund IF i Brøndby Hallen. Her kan drengene fra den gule del af Vestegnen igen forvente massiv opbakning fra tribunen. Familien Brøndby har endnu engang meldt sin ankomst, og oplyser samtidig, at de ikke længere vil bære den orange farve til amatørholdenes aktiviteter. Der er hermed lagt i kakkelovnen til, at spillerne får en særdeles varm blå-gul modtagelse på søndag kl. 16 i Brøndby Hallen. 

Holdets 38-årige sportschef Steven de Oliveira Schumann hilser ikke overraskende opbakningen fra Familien Brøndby velkommen. Som det udprægede klubmenneske han er, er det dog ikke alene støtten til hans hold, der vækker begejstring. Den sportslige leder med de brasilianske rødder har en drøm om, at futsal kan blive en ny måde, hvorpå fans og frivillige kan komme hinanden i møde på kryds og på tværs – og han ser desuden futsal som en oplagt chance for at sende vinterpausen i graven for altid:

- Vores største ønske er, at futsal bliver en integreret del af foreningens fodboldhold, og at vi kan gøre brug af Brøndby Hallen og dens øvrige faciliter til at dyrke vores fællesskab uden for græssæsonen. Forskellige Brøndby-grupperinger kan få en bod og sælge noget merchandise eller stå for salg af kaffe og kage eller andre idéer er også velkomne. Der er meget, vi kan finde på. Tanken handler om at samle Brøndby IF off season i Brøndby Hallen og skabe den atmosfære, som vi kender fra de gamle indendørs- og nytårsstævner, lyder det håbefuldt fra manden, der startede sin karriere som frivillig i klubben allerede som 13-årig. 

I 1998 fik Steven, som håbefuld Brøndby-dreng, en alvorlig knæskade, og han blev herefter lilleput-træner i klubben for på den måde at blive i fællesskabet. Siden har han trænet alle årgange på herresiden, været ansvarlig for bolddrengene på stadion og fungeret som tolk for Superligaholdet, når der har været brasilianske spillere tilknyttet. Og det er blot for at nævne nogle af de utallige klubkasketter, han har haft på i tidens løb.

Fodbold i koncentreret form

For at drømmen, om at få futsal i Brøndby Hallen som et nyt samlende fællesskab i vinterpausen, skal gå i opfyldelse, kræver det naturligvis, at publikum forstår at værdsætte spillet. 

Som den opmærksomme læser måske allerede har bemærket, har denne skribent ikke svært ved at finde begejstring for halsporten. Futsal er ekstremt intensivt - der sker hele tiden noget. Mange benhårde fysiske dueller, mange smukke tekniske detaljer, og - værd at bemærke fra et fanperspektiv - mange mål! (6,5 i snit pr. kamp). Kort sagt, mere af det hele. Det kan Steven bekræfte.

- Det hører til sjældenhederne at vi har kedelige 0-0 gabere i futsal, og tidsudtræk er umuligt, forsikrer han.

Historien om de gode drenge

Brøndby IF Futsal startede op i 14/15-sæsonen med et hold, der var baseret på spillere fra seniorafdelingen på græs.

- Vi var 12 spillere og undertegnede i første sæson, forklarer Steven, som selv agerede cheftræner og iværksætter af futsal afdelingen.

I den følgende sæson fik holdet et Wild Card til Sjællandsserien og efter yderligere to oprykninger, har de fra sæsonen 18/19 været fast bestanddel i landets bedste række, Futsal LIGA.

Steven taler passioneret og længe om futsal og Brøndby. Han tøver dog en smule, når han skal udpege holdets enkelte profiler:

- Vores hold er en gruppe gode drenge, som har spillet i Brøndby i en del år efterhånden. Vi prioriterer først og fremmest fællesskabet.

Man kommer dog ikke uden om brølstærke Mohammed Youssef, holdets nr. 10 som er den der har spillet flest landskampe af Brøndby spillerne og Brøndby Futsals mest scorende spiller gennem tiden. 

En anden spiller, der er svær at komme uden om er holdets anfører, Patrick Due, der har spillet i Brøndby siden han var 4-5 år gammel. Han var også manden, der leverede den afgørende scoring i det vilde comeback mod Fjordbold, sidste gang holdet spillede hjemme i Brøndby Hallen. Og det er uden at tale om den helt fantastiske sprællemand i målet, Dino Karaman..

- .. Og så har vi Nickolai BK, der har spillet flest kampe for os! Og en Nicki Nielsen, som har været en del af ligaen i 8-10 år og Josef Fahkry, der har rekorden for flest scoringer på en sæson. Og vores Young Guns: Oliver Benn Larsen og Mikkel Bredfeld. Og Victor Vasquez, tidligere Brøndby Talent og Sønderjyske akademispiller, som har valgt at spille futsal i stedet for græsfodbold, skynder Steven sig ivrigt at tilføje, inden han bliver afbrudt og bedt om at forholde sig til søndagens modstander. 

Et emne, der om muligt kan få Steven endnu mere op af stolen.


1677408679-image_50802177.JPG

Nanna Møller Karlsen © All rights reserved

Spiller smarte

- AIF er en modstander, som altid har voldt os problemer. Vi har fulgtes ad siden 1. division og har spillet mange gange uafgjort, men vi har kun vundet over dem én enkelt gang.

AIF ynder at kalde sig storebror i forhold til os i futsal og driller os tit med, at de aldrig taber til os, og at vi aldrig når noget. Men nu skal de i Brøndby Hallen, og vi har behov for at vise dem, hvem der er storebror, og hvem der bestemmer her. 

Mange af deres spillere holder med Brøndby IF Superliga, og de har arbejdet på stadion og besøger tit stadion i forbindelse med kampe. 

Det kan godt være man holder med gul og blå, men det er noget helt andet at være gul og blå i hjertet, som vores spillere er.

Med den forhåbentligt store støtte på søndag vil vi være enormt tæt på en kvartfinaleplads. 

- En sejr vil give os muligheden for at afgøre det hele selv uden andres hjælp, lyder Stevens indtrængende bøn til den blå/gule hær, der står klar til at invadere Brøndby Hallen på søndag.

Fra asken til ilden

Skulle missionen lykkedes, går Brøndby en endnu større udfordring i møde. Her venter sandsynligvis de regerende mestre, Gentofte Futsal, som igen i denne sæson har fejet alt modstand til side. 

- I ligaen har man de sidste to år eksperimenteret med at nr. 1 kan vælge modstander blandt nr. 5-8 i kvartfinalerne. Sidste år valgte Gentofte os som de første, fordi de ikke gad køre så langt, og fordi de havde hevet nogle storsejre over os.

Vi forventer og forbereder os på, at dette sker igen. Gentofte Futsal består nærmest udelukkende af spillere fra det danske landshold. De spiller dobbelt så mange kampe om året som os, så det kan blive en stor mundfuld, hvor vi igen får brug for så meget opbakning som muligt.

Vejen mod toppen

I forhold til at kunne bide skeer med de bedste hold på længere sigt, er Steven ukuelig optimist. Men det kræver opbakning på flere fronter.

- Fremtidsperspektiverne for Brøndby Futsal er, at der er gode muligheder for at etablere os. Lige nu er vi ikke støttet af ret mange andre end Malerfirmaet SJ og Foreningen, som klart lægger de fleste penge til vores virke. 

- Vi er drevet af, at de fleste omkring holdet og på holdet er frivillige. Det giver mulighed for at kunne skalere op og ekspandere. Men vi har behov for støtten fra fans, byen og klubben for at rykke os på vitale parametre.

Steven Oliveira Schumann er gift med Katrine og far til Benjamin på 10 måneder. Til september kan han som den yngste i Brøndbys historie fejre 25 års jubilæum som frivillig i klubben. Sådan cirka.

- Vi er ikke helt enige om, hvor mange år, det drejer sig om, da jeg nogle år har haft dobbelte roller - eller glemt at betale kontingent, afslutter Steven de Oliveira Schumann.

Mest kommenterede nyheder