
Lasse Lagoni
Frendrups gule kort trækkes tilbage - ingen karantæne mod AGF
Morten Frendrups gule kort fra derbyet er blevet trukket tilbage, så midtbanespilleren skal alligevel ikke afsone karantæne på søndag mod AGF.

Brøndby-midtbanespilleren Morten Frendrup modtog et gult kort efter halvandet minuts spil i derbyet mod FC København. Det hæmmede hans spil så cheftræner Niels Frederiksen måtte skifte ham ud i pausen.
Efter kampen fortalte fodbolddirektør Carsten V. Jensen, at Brøndby havde valgt at appellere Frendrups gule kort. Den appel har klubben nu fået medhold i.
- Kampens dommer har efter forelagt videodokumentation konkluderet, at Morten Frendrup ikke burde have modtaget det gule kort, hvilket Fodboldens Disciplinærinstans erklærer sig enig i. Brøndby IF har dermed fået medhold i indsigelsen, og Morten Frendrup er derfor klar til kampen mod AGF på søndag, skriver Brøndby på sin hjemmeside.
Det er anden gang i sæsonen at Brøndby får medhold i et forkert og karantænegivende gult kort til Morten Frendrup.