Frendrup om sit vilde år: Det havde jeg ikke turdet drømme om
Det har været et vildt år for Morten Frendrup - også vildere end han havde turdet drømme om. Lige nu er han i gang med sin første fulde Superliga-opstart. Morte

Det har været et vildt år for Morten Frendrup - også vildere end han havde turdet drømme om. Lige nu er han i gang med sin første fulde Superliga-opstart. Morten Frendrup fyldte 17 år i april måned, men nu er han Superliga-spiller. Den unge midtbanemand har imponeret, når han har trænet med førsteholdet og det har nu kastet en fuldtidskontrakt til sommeren 2021 af sig. Han nåede tre indhop i Superligaen og var også med det danske U/17-landshold til EM, så det har været et år med mange oplevelser for Frendrup. Også flere end han havde turdet drømme om. - Det er gået over al forventning. Jeg har oplevet en masse ting, som jeg ikke havde turdet drømme om. Det har bare været et vildt år, hvor jeg har udviklet mig meget både fodboldmæssigt og på det personlige plan, siger han til 3point.dk. - Jeg havde ikke regnet med at det ville gå så stærkt, må jeg indrømme. Jeg bliver bare ved med at gøre det, som jeg tror på og som jeg er god til. Lige nu er Frendrup og Brøndby-truppen i gang med en hård sæsonopstart og det er lige så hårdt, som andre siger, bekræfter Frendrup. - Ja, det er sgu hårdt. Men det betaler sig i sidste ende. Vi bliver kørt godt igennem og jeg har aldrig oplevet noget så hårdt. - Men det er fedt. Det er en stor oplevelse og det er nogle gode gutter i truppen. Selvom Morten Frendrup nu er fuldgyldigt medlem af Brøndbys Superliga-trup, kommer han stadig til at have snuden i skolebøgerne, fortæller han. - Det er dejligt at kunne koncentrere sig udelukkende om fodbolden, selvom jeg stadig skal gå lidt i skole. Jeg skal gå ovre på Brøndby Gymnasium to gange om ugen og passe nogle enkeltfag. Morten Frendrup og resten af Brøndby-truppen rejser på træningslejr til Østrig søndag.