
Teis Markfoged
Frendrup: Der er krummer i Masterclass
Der er krummer i spillerne fra Brøndby Masterclass, lyder det fra Morten Frendrup, som selv er en af dem, der har taget turen fra ungdomsfodbold til Superliga.

Andreas Bruus til Morten Frendrup til Jesper Lindstrøm og så mål. Det var opskriften for Brøndby IF, da de søndag aften bragte sig foran med 1-0 mod Vejle. Et bevis på, at der altså er krummer i Masterclass, siger Frendrup.
- Der er masser af krummer i Masterclass og der er flere på vej, sagde han til 3point.dk efter kampen.
- Det var i hvert fald dejligt, at se den gå ind. At det så er Jobbe, Bruus og mig, der laver målet, er hvad det er, men det var i hvert fald dejligt.
Efter en svær start på stadion i Nørreskoven kom Brøndby godt efter det, mener han.
- Det var en utrolig professionel indsats. Vi fik en lidt svær start, men vi kom godt efter det og i anden halvleg blev det fight og hårdt arbejde. Men da Uhre scorede, var vi ikke i tvivl om at vi kunne få hevet den hjem.
Frendrup har på det seneste spillet 8er, og det har han det helt fint med. Det falder ham også ret naturligt at tage de lange løb fra boks til boks, hvilket der også er blevet arbejdet en del på i træningen, fortæller han.
- Det (løbene, red.) er også noget, vi har arbejdet på til træning. Og jo mere man spiller det, jo mere vant til det bliver man. Jeg synes det er utrolig dejligt bare at spille fodbold, så om det er som 8er eller 6er, det betyder ikke så meget, bare jeg får lov til at spille. Så er jeg glad.
Anden halvleg bød også på en lækker detalje fra Frendrup oppe omkring Vejles felt, hvorefter midtbanespilleren var tæt på at kunne spille Peter Bjur helt fri. Sådan noget kan han også lave.
- En gang i mellem, ja. De andre vil nok grine lidt, men det kan jeg også, lød det med et smil fra Frendrup.
Næste opgave for Brøndby er en hjemmekamp i Superligaen mod Lyngby.