Teis Markfoged
Frederiksen vil have succesoplevelser på træningsbanen: Fodbold er jo et mentalt spil
Succes på træningsbanen kan overføres til kampene, mener Niels Frederiksen, der higer efter offensiv succes i denne sæson.

Brøndby IF er danske mestre, men klubben fra Vestegnen er også i krise.
Én sejr og sølle otte point i ni kampe er ikke godt nok for en topklub, og for Brøndby IF er der kun én vej ud af den krise - hårdt arbejde.
- Der er jo kun én måde at gøre det på, og det er at træne videre og få nogle succesoplevelser på træningsbanen. For det har også noget med det at gøre, det er jo et mentalt spil, og jo mere der lykkes for dig, jo mere tør du også, og jo mere lykkes du med. Sådan har det sgu altid været, og sådan er det også nu. Når man så er i sådan en periode, som vi er i nu, så har man det med at lave flere tekniske fejl, og jeg kan ikke præcis forklare dig hvorfor, sagde Niels Frederiksen til 3point.dk efter nederlaget til SønderjyskE søndag.
Han giver dog ikke meget for, at det skulle være modstandernes fokus på hans hold, der er ændret efter mesterskabet.
- Modstanderne er altid på dupperne, når de møder Brøndby. Sådan skal det være. Det er ikke mit generelle indtryk, at modstanderne griber kampene anderledes an end for ti måneder siden, bare fordi vi er mestre. De har jo også set vores første kampe, og har vel svært ved at se, at vi er et mesterhold på samme niveau. Det tror jeg ikke, der er nogen der synes.
Brøndby har for tiden et travlt kampprogram med midtugekampe de fleste uger. Det havde holdet ikke i sidste sæson, og det kan godt være svært at omstille sig til. Men det argument vil Niels Frederiksen heller ikke bruge, når snakken falder på det dårlige spil.
- Jeg gider ikke bruge det som undskyldning. Det har vi vidst længe, at vi havde et tæt kampprogram, og vi har en stor trup med mange spillere, som det handler om at få brugt. Hver kamp vi stiller, prøver vi at stille det stærkeste hold. Så kan vi tage nogle hensyn til belastning, til flowet og eventuelt også til modstanderne. Men fordi vi kun skifter to mand til i dag, er det jo ikke ens betydende med, at vi kun kommer til at skifte to næste gang vi har midtugekamp. Det kan være, der kommer flere i spil dér. Det er en beslutning vi træffer fra kamp til kamp.
Én ting vil han dog gerne slå fast - han ved, hvor problemet ligger.
- Der var en overgang, hvor vi lukkede for mange mål ind, men det synes jeg vi har fået styr på nu. Så slås vi med det offensive, og vi skaber ikke nok chancer. Det slås vi meget med i øjeblikket.
Brøndby håber på en lille oprejsning allerede torsdag, når Allerød venter i Sydbank Pokalen.