Teis Markfoged
Frederiksen: Vi overvejede ikke at skifte system
Brøndbys trænerteam overvejede ikke at skifte system op til søndagens kamp mod Vejle, der endte 2-2.

Brøndby IF spillede søndag aften 2-2 på udebane mod Vejle. Det var en kamp, der kunne være gået begge veje. Der var masser af chancer i kampen og det var også forventet, mener Niels Frederiksen.
- Det var en åben kamp med mange chancer i begge ender. Vi havde en periode i første halvleg, hvor jeg synes vi var klart dominerende og Vejle havde en periode i anden halvleg, hvor de var klart dominerende. Det er vel et meget fair resultat. Jeg havde forudset at det ville blive en kamp med mange chancer, fordi begge hold lige nu ser lidt stærkere ud offensivt end defensivt, sagde han efter kampen.
Frederiksen og trænerteamet havde visse udfordringer i trupudtagelsen. Foruden de solgte spillere, måtte de til denne kamp også se bort fra Radosevic og Bruus, som begge er røget i corona-karantæne.
- Mange af dem har ikke været her i en længere periode, så det har vi vænnet os lidt til. Vi vidste også godt med Bruus, at han var ude, men med Josip fandt vi først ud af det i går morges. Men det er sådan det er. Vi har stadig spillere, der kan spille. Vi har spillere nok i truppen, så det var ikke et problem at stille 11.
Men de manglende spillere fik ikke trænerteamet til at overveje at ændre system og derfor stillede Brøndby til start i den sædvanlige 3-5-2.
- Vi gjorde os ingen tanker om at skifte system. Det var slet ikke i spil. Det var det ikke, fordi vi vidste godt, at vi kunne blive en smule shaky defensivt. Derfor ville vi gøre os endnu mere shaky defensivt, hvis vi pludselig skulle skifte til en firebackkæde. Så det gjorde vi os ikke nogen overvejelser om. Vi gjorde det så i kampen, fordi vi var bagud og skulle satse, men det var faktisk ikke en overvejelse inden. Lige nu skal vi prøve at skabe noget sikkerhed og tryghed for spillerne. Det gør vi ikke ved at skifte for meget rundt i systemerne, i hvert fald ikke for en start, for spillerne har en tryghed i dette system.
Frederiksen blev efter kampen spurgt til om han synes han har de optimale rammer for at stille et slagkraftigt hold i de to kommende Champions League-kvalifikationskampe:
- Jeg kan ikke svare på, hvad der er optimale rammer, for jeg træner ikke Barcelona, Real Madrid eller Manchester United.
Men i de forhold man kunne forvente i Brøndby?
- Det har jeg ingen kommentarer til.
Brøndbys næste opgave er en udekamp mod FC København.