.jpg%3F2026-07-06T09%253A30%253A43.439Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Frederiksen regner med Bjur søndag: Ikke noget alvorligt
Niels Frederiksen regner med at Peter Bjur er på træningsbanen igen torsdag og derfor kan være klar mod Randers på søndag. Jesper Lindstrøm er også klar igen efter karantæne.

Peter Bjur var ikke med i truppen, da Brøndby IF onsdag aften vandt med 3-0 over FC Nordsjælland. Den unge Brøndby-spiller har spillet fast på venstre wingback i det meste af sæsonen og han kan være tilbage på den position på søndag mod Randers.
Niels Frederiksen regner i hvert fald med at have ham tilbage på træningsbanen torsdag og at han derfor er i spil til søndagens kamp.
- Det er ikke noget alvorligt. Jeg forventer klart, at Bjur er på træningsbanen igen i morgen (torsdag, red.) og så er han også klar til at byde sig til til kampen på søndag. Det er et slag, men ikke værre end det, siger Frederiksen til 3point.dk.
Jesper Lindstrøm afsonede karantæne mod FCN, og selvom der venter ham en operation i knæet i den nærmeste fremtid, så er han klar til at spille mod Randers, lyder det fra cheftræneren.
- Han er til rådighed - hundrede procent. Han har kunnet træne fuldt med og spille kampene, så det er bare et spørgsmål om at vi skal have fundet ud af, hvad der er den rigtige timing i forhold til operationen.
- Men skader kommer aldrig belejligt, og det gør denne heller ikke. Det er en vigtig sæsonafslutning og der er U/21 EM, og who knows, måske et klubskifte. Der kan ske meget og meget er i spil for ham. Så det kommer aldrig belejligt. Det gode ved det er, at det ikke er en alvorlig skade på den måde. Det kommer ikke til at bremse ham i en længere periode, så det skal han også nok komme over.
Kevin Mensah spillede venstre wingback i Bjurs fravær mod FCN, mens Anis Slimane gled ind på midtbanen i stedet for Lindstrøm.