Frederiksen opløftet af angriberne: Det ser fornuftigt ud
Der var opløftende præstationer fra både Samuel Mraz og Simon Hedlund i Aalborg, siger cheftræner Niels Frederiksen. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Niels Fr

Der var opløftende præstationer fra både Samuel Mraz og Simon Hedlund i Aalborg, siger cheftræner Niels Frederiksen. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Niels Frederiksens mandskab indledte foråret med at vinde 2-0 over OB. Ugen efter blev det til et 3-2-nederlag til AaB. I OB-kampen var det ikke Brøndbys angribere, der stjal billedet. Men de gjorde det til gengæld bedre mod AaB. Samuel Mraz kom på tavlen, men cheftræner Niels Frederiksen tror, han har tænkt mere over de brændte chancer. - Det var han selvfølgelig glad for (at score, red.), men problemet er, at når man så taber, glæder man sig ikke så meget. Så kigger man på de chancer man brændte og ikke så meget på det mål man scorede. Han havde muligheder for at score endnu flere mål og det tror jeg har siddet lidt i hovedet på ham. Han har ærgret sig rigtig meget over det og måske ikke glædet sig så meget over målet. Jeg tror man skal gøre begge dele, siger Frederiksen til 3point.dk. - Jeg synes også Hedlund var tilbage på det niveau, vi forventer. Jeg synes ikke det var så godt mod OB, men der havde han også haft lidt sygdom op til dén kamp. Han var for alvor frisk igen op til kampen i Aalborg og leverede en god præstation. Det ser fornuftigt ud. - Men vi har også Uhre og Jobbe, som ser fine ud til træning og som også presser sig på. På trods af de opløftende præstationer fra de to angribere, er det Anthony Jung, der indtil videre er forårstopscorer for Brøndby. - Det er meget uventet. Vi havde en idé om at han skulle være farlig som wingback. Det var han egentlig ikke. Han er blevet mere farlig som stopper. Men vi har hele tiden vidst, at han har en god venstrefod og er en god afslutter. Så det er ikke helt tilfældigt at han står derude, når vi har hjørnespark. Det er meget bevidst fra Retovs side. Brøndby møder denne søndag Lyngby. Der er kickoff klokken 16.00 på Brøndby Stadion.