
Lasse Lagoni
Frederiksen om skideballe i pausen: Tror jeg sagde fuck 20 gange
Niels Frederiksen gav sine spillere en ordentlig skideballe i pausen af kampen mod Lyngby.

Brøndby IF-cheftræner Niels Frederiksen gav sine spillere en ordentlig skideballe i pausen af kampen mod Lyngby Boldklub.
- Jeg tror, jeg sagde fuck 20 gange eller sådan noget. Jeg talte ret højt og bankede min hånd ind i den tv-skærm, jeg viste nogle billeder på. Jeg var utilfreds, selvfølgelig var jeg det, sagde Frederiksen i mixed zone efter kampen.
- Vi spillede en skidt første halvleg, hvor vi ikke fik intensitet i vores spil. Hverken i vores omgang med bolden eller i vores pres. Lyngby styrede og dominerede alt for meget inde på banen i forhold til hvad de skal. Det blev væsentligt bedre i anden halvleg. Vi blev også hjulpet af det tidlige mål efter pausen, hvor vi punkterede kampen. Jeg synes, vi havde fin kontrol derfra.
- Markant bedre anden halvleg med mere tempo og mere intensitet. Det er det, vi skal. Det er sådan vi skal spille, for det er det, vores spillere kan.
Næste opgave for Niels Frederiksens mandskab er på mandag om en uge, når det gælder AGF på udebane.