Frederiksen: Mraz er en spændende tilføjelse
Samuel Mraz er en spændende tilføjelse til Brøndby-truppen, lyder det fra cheftræner Niels Frederiksen. Han ser primært slovakken som angriber, selvom han også

Samuel Mraz er en spændende tilføjelse til Brøndby-truppen, lyder det fra cheftræner Niels Frederiksen. Han ser primært slovakken som angriber, selvom han også kan dække en kant. FOTO: 3point.dk Brøndby IF kunne fredag morgen præsentere en offensiv forstærkning til truppen i form af 22-årige Samuel Mraz, der er skiftet på en lejeaftale fra italienske Empoli FC, hvor han endnu har sit gennembrud til gode. Det er en rigtig goalgetter, som Brøndby har hentet, lyder det fra cheftræner Niels Frederiksen, der glæder sig over tilføjelsen til truppen. - Han er en rigtig angriber og en rigtig goalgetter. Han er en cool afslutter. Han er en meget klog spiller, bevæger sig rigtig fint og lægger sig hele tiden i blindsiden af forsvarsspillerne, så de ikke ved, hvor han er henne, men dukker så op på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, siger Frederiksen til 3point.dk. - Han har egentlig mange af de samme kvaliteter som Kamil (Wilczek, red.), der også er en klog angriber. Det er en rigtig spændende tilføjelse til truppen. LÆS OGSÅ: Hattrick for Kaiser, spændende Mraz og Frendrup i spil til mere? Ifølge Transfermarkt kan Mraz også spille de to kant-positioner. Her kan han også komme i spil i Brøndby, men Frederiksen ser ham klart primært som spidsangriber. - Det kan han godt (spille kant, red.), men hans klart bedste position er som 9'er, enten i et to-mands-angreb eller som eneangriber i en 4-3-3. Det er det, han er lejet ind til primært at skulle spille. Men sommetider er man som træner i en situation, hvor man må se på spillernes alternative positioner og eventuelt spille dem der.